Saxo Bank-stjerne vil spille med musklerne
Efter et forår præget af uheld og modgang er Nick Nuyens klar til igen at søge lykken i cykelsportens fineste selskab, når det søndag gælder 1. etape af Tour de France.
Den belgiske stjerne fra Saxo Bank-Tinkoff Bank kan se frem mod en hidsig og hektisk afslutning i belgiske Seraing, hvor det ventes, at flere af klassikerkongerne vil blande sig.
- Det er en type finale, hvor jeg normalt kan gøre det godt, men nu må vi se, hvordan det udspiller sig, siger Nick Nuyens.
Belgieren styrtede og fik et brud på hoften under Paris-Nice tidligt på sæsonen. Det betød, at han ikke kunne stille op i de klassikere, som han sidste år gjorde det så glimrende i.
Han vandt i 2011 den største af de belgiske klassikere, Flandern Rundt, til stor jubel for danskerholdet.
Søndag gælder det en Tour-etape, der kan minde en smule om forårsløbet Liège-Bastogne-Liège.
- Det er indlysende, at vi ikke kommer til at tage initiativet på denne etape, men jeg mener, at vi har et godt hold, der kan bringe mig i position til finalen, og så må benene give svaret, om jeg kan gøre det eller ej.
- Der er ingen gambling eller taktik, det er bare at give fuld gas på sidste stigning, siger Nick Nuyens.
Belgieren regner, som mange andre iagttagere, Liquigas og BMC-holdet som favoritter til etapesejren.
- Peter Sagan har vist rigtig flot form i Schweiz Rundt, og så er der Philippe Gilbert, som igen er i form, og han er virkelig på hjemmebane her.
Bjarne Riis har også et håb til sin klassikerstjerne.
- Jeg forventer, at Nick Nuyens kan sidde med i finalen og måske en Sérgio Paulinho. Nu må vi se med Chris (Anker Sørensen).
- Jeg forventer dog ikke, at han skal lave noget, og så skal sprinterne spare krudtet til i morgen, siger Bjarne Riis.
Holdejeren vurderer, at det bliver så hektisk på de sidste kilometer af etapen, at det gælder om at overleve og undgå styrt.
- Og så skal vi bare sidde fremme på det rette tidspunkt, siger Riis.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned