Schmeichel fejrer jubilæum: Det er 25 kampe for lidt

Kasper Schmeichel runder 75 landskampe på lørdag mod Moldova. Her ses han inden torsdagens træning. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Kasper Schmeichel er stolt over at runde 75 landskampe, men han mener, at han ventede for længe på debuten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis han ellers undgår at blive skadet, bliver Kasper Schmeichel lørdag i udekampen mod Moldova den 23. spiller, der runder 75 kampe på Danmarks herrelandshold i fodbold.

Den 34-årige Leicester-keeper er stolt over sit jubilæum, men mener dog, at kampantallet burde have været endnu højere.

- Alle landskampe er en stor ære, men jeg føler stadig, at det lige er 25 kampe for lidt. Men sådan er det. Det giver altid blod på tanden for mere, siger Kasper Schmeichel inden torsdagens træning i Helsingør.

Han hentyder til, at han først som 26-årig fik debut på A-landsholdet.

I en årrække op til Schmeichels debut i 2013 var Thomas Sørensen fast mand på Morten Olsens landshold, og da Sørensen stoppede på landsholdet, var Stephan Andersen landstrænerens foretrukne i 2012 og 2013.

- Jeg havde drømt om spille på landsholdet i hele mit liv, men jeg følte ikke, at jeg fik chancen, som jeg fortjente. Jeg skulle vente i mange, mange år, men det har bare givet endnu mere lyst til at repræsentere mit land, siger Schmeichel.

- Det præcise antal kampe betyder ikke så meget, men følelsen af at ville spille på landsholdet og ikke få chancen var svær som ung spiller, men som med alt andet i livet må man have tålmodighed. Det skal ikke fjerne motivationen. Tværtimod.

Det har igennem hele karrieren været en stor motivation for Schmeichel at spille på landsholdet, og det har den succesfulde EM-slutrunde og semifinaleplads i sommer blot bekræftet.

- Det er noget helt andet end klubfodbold, hvor du har tilhængere over alt i verden. På landsholdet holder alle med dig, når du går ud på gaden, fordi du repræsenterer dem, forklarer målmanden.

- Vi repræsenterer landet i forhold til omverdenen. Efter EM har jeg kunnet mærke den anerkendelse alle steder, jeg har været i verden, og hvor imponerede de er. Derfor har landsholdet altid været specielt for mig.

Kasper Schmeichels far, Peter, er noteret for flest A-landskampe for Danmark med sine 129 optrædener.

Danmarks udekamp mod Moldova på lørdag begynder klokken 20.45. Tre dage senere venter Østrig i Parken. Vinder Danmark begge kampe, er VM-billetten i hus.