Schumacher-familien appellerer mild dom i afpresningssag
Michael Schumacher og konen Corinna ses her i 1998. (Arkivfoto). Foto: Vanderlei Almeida/Ritzau Scanpix
Michael Schumachers sikkerhedsvagt var involveret i afpresning, men betinget dom er for mild, mener familien.
En sikkerhedsvagt er sluppet for billigt i en sag om afpresning af den tidligere racerkører Michael Schumacher.
Det mener familien til den tidligere Formel 1-stjerne, der ikke er set offentligt siden 2013, hvor han kom til skade i en skiulykke.
Familien har mandag appelleret en dom på to års betinget fængsel til sikkerhedsvagten, der arbejdede for familien.
Vagten solgte ifølge anklagen fotos af Schumacher til to personer, der også er dømt i afpresningssagen.
Schumachers hustru, Corinna, kalder sikkerhedsvagten for "hjernen" bag afpresningsforsøget.
- Vi har appelleret, da vi finder dommen alt for mild.
- Det store tillidsbrud chokerer mig fortsat. Han burde få en straf, der afholder andre fra potentielt at gøre det samme, siger Corinna Schumacher i en udtalelse.
En ret i Tyskland idømte 12. februar en 53-årig far og hans 30-årige søn henholdsvis tre års fængsel og seks måneders betinget fængsel i sagen.
Faren og sønnen havde truet Schumacher-familien med at offentliggøre fotos og videoer af den tidligere racerkører, hvis der ikke blev betalt 15 millioner euro.
Billedmaterialet af den hjerneskadede Michael Schumacher havde faren og sønnen købt af sikkerhedsvagten, der ikke havde spurgt familien om tilladelse.
Anklageren havde krævet fire års fængsel til sikkerhedsvagten.
56-årige Michael Schumachers karriere i Formel 1 fordelte sig over to perioder.
Den første periode fra 1991 til 2006 bød på syv VM-titler, hvilket er rekord i motorsportens kongeklasse. Senere har briten Lewis Hamilton, der fortsat er aktiv, udlignet rekorden.
I 2010 gjorde tyskeren comeback og nappede yderligere tre sæsoner i Formel 1 hos Mercedes, før karrieren endegyldigt var ovre. De mest succesrige år var hos Ferrari.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned