Schweiz Rundt ender i ren colombiansk triumf
Jarlinson Pantano vandt 9. etape af Schweiz Rundt, mens hans landsmand Miguel Angel Lopez vandt sammenlagt.
Colombia satte sig på både etapesejr og samlet sejr, da Schweiz Rundt søndag sluttede med 9. etape til Davos.
Jarlinson Pantano (IAM) nappede etapesejren efter en spurt afgjort mellem et lille udbrud, mens Miguel Angel Lopez (Astana) holdt fast i sin førertrøje og vandt sammenlagt.
Miguel Angel Lopez overtog løbets førertrøje lørdag efter enkeltstarten, hvor han blev nummer to.
Men han havde ikke i sinde at køre defensivt i forsvaret af førertrøjen. Med cirka 20 kilometer tilbage af etapen og med få kilometer til toppen af den sidste stigning kørte han solo og efterlod to ryttere blandt andre amerikaneren Tejay van Garderen (BMC).
Lopez krydsede toppen med 30 sekunder til de nærmeste, men han kunne ikke holde forspringet på den afsluttende nedkørsel.
Han blev hentet med ni kilometer tilbage af en flok indeholdende blandt andre spanieren Jon Izagirre (Movistar), som i klassementet kun var 16 sekunder efter på tredjepladsen. Derimod var nummer to, Andrew Talansky (Cannondale) fra USA, ikke med.
Dermed skulle Lopez blot sørge for at holde de 16 sekunder ned til Izagirre, hvilket lykkedes uden vanskeligheder.
På de sidste meter havde Jarlinson Pantano størst overskud, og han oversprintede russeren Sergey Chernetsky (Katusha), der blev nummer to.
Derefter kom Izagirre ind på tredjepladsen, og han avancerede dermed til andenpladsen i den samlede stilling.
Søndagens etape blev afviklet trods svære vejrforhold. Etapen blev forkortet, så kun 57 af de planlagte 117 kilometer blev tilbagelagt.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie