Se højdepunkterne: Nykøbing FC deler i bundopgør med Thisted

Villads Eskildsen og Nykøbing FC fik point mod Thisted i søndagens hjemmekamp. Foto: Ingrid Riis.

Falstringerne balancerede på randen af et katastrofalt nederlag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Nykøbing FC hentede for anden kamp i træk point, men de ville uden tvivl gerne have haft to mere, end det udbyttet blev mod Thisted.

I kampens indledende fase skete det der ikke måtte ske.

Thisted fik et frispark midt på Nykøbing FC's banehalvdel efter otte minutters spil, og det indlæg kom gæsternes anfører Emil Lagergaard først på og satte bolden i kassen.

En frygtelig start for værterne, der ellers var startet godt, men desværre faldt i niveau som første halvleg skred frem mod et Thisted-hold, som heller ikke var meget bevendt.

Det var en kamp mellem rækkens to ringeste mandskaber, og det var tydeligt at se. Alt for mange bolde blev smidt væk fra begge sider, og Nykøbing FC havde ikke evnerne til at bryde igennem Thisted-defensiven i første halvleg.

Efter pausen åbnede kampen sig mere op, men det var Thisted der kom foran med 2-0 ni minutter efter pausen, da Lucas Agesen modtog en lang bold og sendte den forbi Tobias Brogaard.

Nu var gode råd dyre for Nykøbing FC, der ikke kunne tåle et nederlag.

Livlinen kom fire minutter senere, da et indlæg fra højre ramte Thisteds Jonas Hansen, der sendte bolden i eget net.

Så blev tommelskruerne sat yderligere på Thisted, der dog havde et enkelt stor mulighed for at afgøre kampen, men Christian Hørby headede lige på Tobias Brogaard.

Også Magnus Nykjær havde en god skudmulighed inden hjemmeholdet med otte minutter tilbage fik tilkendt et straffespark, som Asger Højmark-Jensen sikkert udnyttede.

Mere skete der dog ikke på måltavlen, og efter under tre minutters tillægstid fløjtede dommeren opgøret af.

Med det uafgjorte resultat er Nykøbing FC fortsat syv point fra den rigtige side af nedrykningsstregen i 2. division.