Seksuelle anklager mod stjernequarterback sætter NFL under pres
Deshaun Watson har været på banen en enkelt gang for sin nye klub, Cleveland Browns. Det skete i den første træningskamp op til den igangværende sæson, da der på det tidspunkt endnu ikke var faldet dom fra ligaen i sagen om seksuelle anklager mod quarterbacken. (Arkivfoto). Foto: Kirk Irwin/Ritzau Scanpix
Deshaun Watson-sagen har skabt overskifter i USA, hvor NFL har udvist foragt for spillerens handlinger, men samtidig er interesseret i at tjene penge.
Ritzau RitzauRasmus Holst Eilertsen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Deshaun Watson har været hovedperson i en af de mest markante sager i NFL de seneste år. En sag, der har udstillet klubbernes vilje til at gå langt for sportslig succes og ligaens grådighed efter penge.
24 kvinder har i civile søgsmål anklaget stjernespilleren for upassende seksuel adfærd, overgreb og krænkelser. Watson har indtil videre indgået forlig i 23 af sagerne.
Alle kvinderne har på et tidspunkt været massører for Watson. Dem har Watson haft bemærkelsesværdigt mange af. Mindst 66 forskellige over en periode på 17 måneder fra efteråret 2019 til foråret 2021, har en undersøgelse af New York Times vist.
To kvinder anklagede Watson for at have presset dem til at udføre oralsex under massagen. Andre anklager lød på, at Watson skulle have tvunget kvinderne til at røre ham seksuelt, blottet sig for kvinderne eller udført bevægelser, der tvang kvinderne til at røre hans penis.
Deshaun Watson har nægtet alle anklager.
Annonce
- Der er ikke faldet nogen juridisk dom, og derfor har det også været svært at give ham en dom i NFL-regi, siger Claus Elming, der er indehaver af NFL-sitet gulklud.dk og ekspert på podcasten NFL Showet.
Først lød straffen på seks spilledages karantæne til quarterbacken. NFL valgte at anke den dom for derefter at indgå forlig med spillerforeningen om en ny og længere karantæne.
Det var ikke billigt for Cleveland Browns at få Deshaun Watson til klubben. De skulle af med deres førsterundevalg i draften i 2022, 2023 og 2024, et tredjerundevalg i 2023-draften og fjerderundevalgene i 2022 og 2024-draften til Houston Texans. Cleveland fik ud over Deshaun Watson også et sjetterundevalg i 2024-draften med. (Arkivfoto). Foto: Kirk Irwin/Ritzau Scanpix
Den lyder på 11 spilledage og en bøde på fem millioner dollar. Derudover skal Deshaun Watson gå i behandling hos eksperter, som vil foretage en evaluering af spilleren.
- For NFL går det i bund og grund ud på at tjene penge. Måden, de tjener penge på, er ved at sætte det bedste produkt på banen. Og Deshaun Watson er rent spillemæssigt et godt produkt.
- Derfor vil NFL gerne have ham på banen, men de ønsker samtidig at vise, at de har de rigtige holdninger og i hvert fald ikke vil have sådan en skurk til at spille, siger Claus Elming.
NFL's ageren er dog langt fra tilfældig, hvis man spørger Claus Elming.
- Da han fik seks kampes karantæne i første omgang, stillede NFL sig på bagbenene og sagde, at det i hvert fald ikke var nok. Og så ser de jo ud som om, at de er "the good guys".
- Da det så bliver forhandlet frem til, at han får 11 kampes karantæne, så er NFL tilfreds med at få dommen udvidet.
Deshaun Watson har siden anklagerne kom frem skiftet hold. Det skete i en stor byttehandel i foråret, hvor hans tidligere hold, Houston Texans, sendte ham til Cleveland Browns i bytte for en række valg i den årlige NFL-draft, hvor holdene håndplukker de bedste spillere fra de amerikanske universitetshold.
- Watson var ubetinget den bedste spiller på Texans-mandskabet i 2020, og han førte ligaen i kasteyards. Det er sidste gang, vi har set ham.
Annonce
- Det var derfor, at Cleveland gav kassen for ham. Både i byttehandlen med Texans, men også med den kontrakt de har givet ham, siger Claus Elming.
Watson underskrev i forbindelse med skiftet en stor kontrakt med Browns til en værdi af 230 millioner dollar over fem år svarende til over 1,7 milliarder kroner.
- Deshaun Watsons agent har forhandlet en kontrakt på plads, hvor hans grundløn i år ikke er særlig høj. Det vil sige, at han kunne have fået et års karantæne, uden at det ville have kostet særlig meget økonomisk.
- Det viser bare, hvor speget denne sag er. Alle er klar over, at der kommer en dom, men de tager alle de forholdsregler, de kan, så det har så lidt indflydelse som overhovedet muligt, siger Claus Elming.
Cleveland Browns var langt fra det eneste hold, som var interesseret i at hente Watson. En håndfuld klubber blev undervejs på rygtebørsen nævnt som seriøse bejlere til Watson, der længe havde ønsket at komme væk fra Houston Texans.
- Cleveland står som skurken her, og alle hader Cleveland, fordi de har taget en chance på Deshaun Watson og bragt det her forfærdelige menneske ind i organisationen.
- Men der stod fire-fem andre klubber klar til at hente ham. Så det viser bare, hvor attraktiv en spiller han er, siger Claus Elming.
Quarterbacken er lige nu i gang med at afsone sin karantæne. Han må møde ind på Browns' træningsanlæg mandag, når halvdelen af straffen er udstået. 14. november må han begynde at træne med holdet igen.
4. december kan Deshaun Watson vende tilbage på banen og få sin debut for Cleveland Browns. Det sker pudsigt nok i en kamp mod Houston Texans.
- Han kommer til at blive buhet af overalt i USA.
Annonce
- Jeg er dog i tvivl om, hvordan hjemmepublikummet kommer til at reagere. Det er så dejligt simpelt, at hvis du vinder kampe, så er fans hurtige til at glemme, hvad der er sket, siger Claus Elming.
/ritzau/
Cleveland Browns første fire kampe
Cleveland Browns hentede op til denne sæson også quarterback Jacoby Brissett til klubben, så man havde en afløser for Deshaun Watson, i de kampe hvor han sad ude med karantæne.
Brissett har startet som quarterback i de første fire kampe, hvor Cleveland-holdet, der har danske Hjalte Froholdt i truppen, har vundet to og tabt to kampe.
Seneste artikler
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
135 blev blitzet: Én havde meget travlt
Vandfestival blev en succes: Fortsætter næste år
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag
Annonce: Book mødelokaler i Aarhus til effektive dagsmøder - Guide
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Læs eller genlæs liveblog: Falstersk direktørpar afhørt i spektakulær yacht-sag