Sen scoring sender Lyngby mod 1. division

Men søndag eftermiddag tabte Lyngby et point på et mål i overtiden, og 1-2-nederlaget hjemme mod FC Midtjylland var et resultat, der gjorde ondt.

Den indskiftede FCM-angriber Tim Janssen sørgede for den afgørende scoring på et hovedstød dybt inde i overtiden, og i situationen så Lyngby-keeper Lukas Fernandes ikke for godt ud.

Lyngby så ellers ud til at have sikret sig et point, da Patrick Mortensen scorede til 1-1 20 minutter før tid. Og hjemmeholdet havde også chancer til at score flere mål, men sådan skulle det ikke gå.

Bedømt på spil og chancer set over hele kampen var det også fortjent nok, at FCM vandt kampen, selv om den sidste FCM-scoring var yderst heldig.

Lyngby kom 10 minutter inde i anden halvleg bagud med 0-1 ved Jude Nworuh, og på det tidspunkt lignede det endnu et nederlag i en periode, hvor tingene ikke er lykkedes for sjællænderne

FC Midtjylland havde masser af store chancer, der burde have sikret dem en større føring.

Men chancerne blev misbrugt, og tættere end Jakob Poulsens hovedstød på stolpen fem minutter inde i anden halvleg kom FCM ikke, før Janssens fuldtræffer tre minutter inde i overtiden.

I et forsøg på at skabe noget mere offensivt blev Lyngby-angriberen Kim Aabech i øvrigt skiftet ind i den sidste halve time i stedet for Bajram Fetai.

Det var Aabechs første kamp, siden han fik otte spilledages karantæne for at bryde DBU's regelsæt om, at en spiller ikke må spille på en fodboldkamp, man selv deltager i.

Aabech havde i november spillet på, at Lyngby skulle tabe en superligakamp til FC København.

Aabech kunne allerede havde spillet for et par spillerunder siden, men Lyngby-træner Niels Frederiksen har holdt Aabech uden for indtil FCM-kampen.

Med nederlaget er Lyngby fortsat fem point fra OB over nedrykningsstregen. OB møder mandag Silkeborg på udebane.

/ritzau/

Et point kan være guld værd, når man hedder Lyngby og ligger under nedrykningsstregen.

Offentliggjort Sidst opdateret