Serbisk lækkeri bringer Juventus tæt på Inter
Dusan Vlahovic og Adrien Rabiot jubler over franskmandens scoring i sejren over Roma. Foto: Massimo Pinca/Reuters
Juventus-angriberen Dusan Vlahovic lavede en flot assist til Adrien Rabiot i 1-0-sejren over Roma.
Juventus er blot to point efter førerholdet Inter i Serie A ved årsskiftet.
Det er en realitet efter lørdagens 1-0-sejr over Roma på hjemmebane. Sejren kom efter en scoring af midtbanespilleren Adrien Rabiot i starten af anden halvleg.
En stor del af æren for målet skal dog gå til den serbiske angriber Dusan Vlahovic, der med forsvarsspilleren Diego Llorente i ryggen lagde op til træfferen med en lækker hælaflevering.
Den danske landsholdsback Rasmus Nissen Kristensen spillede hele kampen for Roma og leverede generelt en solid indsats, omend han i opspillet til Rabiots kasse ikke fik tacklet ordentligt af, da han havde muligheden.
Juventus var bedst i første halvleg, hvor Vlahovic blandt andet forsøgte sig med et saksespark, og Roma-stopperen Evan N'Dicka kort før pausen heroisk blokerede et forsøg fra Filip Kostic på stregen.
Roma havde også sine chancer med et forsøg på stolpen, og et nærgående forsøg af den tidligere Juve-profil Paulo Dybala, men i anden halvleg kneb det mere mod et stærkt organiseret hjemmehold.
I stedet var Juventus i flere omgange tæt på 2-0, men midtbanespilleren Weston McKennie missede sin store mulighed, og indskiftede Federico Chiesa fik sin træffer annulleret for offside.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned