Sidste års bundprop slår DM-sølvvinder i målfest på isen
Hurtige Marcus Almquist var med tre assister en fremtrædende spiller i Rødovres offensiv. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Rødovre var bagud i næsten hele kampen, men endte med at slå Herning 6-5 efter en hæsblæsende afslutning.
Rødovre fortsætter de opmuntrende takter i begyndelsen af den nye ishockeysæson.
De sidste to sæsoners absolutte bundprop i Metal Ligaen vandt mandag aften 6-5 på hjemmebane over sølvvinderne fra Herning. Det var Rødovres anden sejr i lige så mange kampe.
Den nytilkomne amerikanske back Kyle Hallbauer gjorde sig til matchvinder 41 sekunder før tid, da han sendte pucken i nettet til 6-5 i powerplay. Det var første gang, hjemmeholdet var foran i kampen.
Beskedne 808 tilskuere jublede vildt, og mange af dem var formentlig overrasket over det, de var vidne til i Rødovre Centrum Arena.
Da de to hold senest mødtes i februar, vandt midtjyderne 8-2, og i kampens indledning mandag aften så Herning på ny ud til at være en alt for stor mundfuld for et defensivt skrøbeligt hjemmehold.
Jesper Thörnberg og Brett Thompson udnyttede hver deres åbne skudmulighed i overtal til at bringe gæsterne på 2-0.
Rødovre fik reduceret, men inden første periode var forbi, havde Herning gjort det til 3-1.
Hjemmeholdet fortsatte dog med at spille frisk og hurtigt fremad isen. Finnen Sami Moilanen ligner en klar forstærkning, og lynhurtige Marcus Almquist skabte store problemer for gæsternes defensiv.
På den måde holdt Rødovre sig med hiv og sving inde i kampen, og da Oliver Marklund scorede til 4-4 i anden periode og bragte sit hold på omgangshøjde, øjnede publikum en overraskelse.
Brett Thompson sendte dog Herning i front på ny 12 minutter før tid, men Mads Eller udnyttede kort efter en friløber til endnu en udligning, inden Hallbauer vendte kampen helt på hovedet i en hæsblæsende afslutning.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned