Efter en usædvanlig målrig og offensivt spillet kamp sikrede Silkeborg sig fredag endnu en sæson i Superligaen, da holdet vandt 4-3 over AaB, der stadig er presset i bunden af rækken.
Med nederlaget er nordjyderne blot tre point over nedrykningsstregen.
AaB kom ellers bedst fra start ved en scoring af Kayke efter bare syv minutter, men på baggrund af massiv boldbesiddelse var Silkeborg klart bedst i en kamp, hvor et svagt forsvar kom til at koste AaB dyrt.
Silkeborgs overtag blev kick-startet i det 8. minut, hvor hjemmeholdet svarede hurtigt igen på AaB's føringsmål. Dennis Flinta i højre side snød to AaB'ere og sendte bolden ind feltet, hvor Kenneth Emil Petersen kom glidende og ufrivilligt puffede bolden i eget net.
Trods Silkeborgs overtag var det nordjyderne, der bragte sig foran igen, da Kayke flot med hælen scorede sit andet mål i kampen.
Hjemmeholdet fortsatte dog ufortrødent med fine kombinationer og gode angreb, der blandt andet gav et skud på stolpen og flere gode forsøg mod Karim Zaza i AaB-målet.
Den blomstrende offensiv gav pote, da Martin Ørnskov med et vidunderligt lob over et sovende AaB-forsvar iscenesatte Frank Hansen, der sikkert sparkede bolden i mål til 2-2.
Og selvom AaB bed fra sig med lange bolde og kontraløb, der gav et par chancer, kværnede Silkeborg videre, og Christoffer Poulsens føringsmål lige inden pausen var fortjent.
Billedet af Silkeborg som den dominerende part fortsatte efter pausen, hvor der dog ikke blev skabt så mange chancer. Silkeborg kontrollerede begivenhederne, og Kent Nielsen reagerede tyve minutter før tid ved at sætte Lucas Andersen og Nicklas Helenius ind.
Det gav dog ikke nogen umiddelbart effekt, men slutfasen blev alligevel hektisk med scoringer i begge ender ved Christian Holst og Thomas Augustinussen.
AaB pressede massivt på for en udligning, og Silkeborg havde et par store kontrachancer, men den dramatiske affære endte altså 4-3.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned