Silkeborg udnytter Viborg-skuffelse i 1. divisions top
Mens Silkeborg ordnede FC Roskilde på hjemmebane, måtte Viborg tage fra Næstved uden point i 1. division.
Silkeborg blev den store vinder i toppen, da forårssæsonen søndag blev skudt i gang med fuldt program i 1. division.
Nedrykkeren fra sidste sæson, der overvintrede som nummer to i den næstbedste række, indledte nemlig med en sejr hjemme over FC Roskilde på 3-1, og samtidig tabte førerholdet, Viborg, på udebane med 0-1 til Næstved.
Dermed rykker Silkeborg nærmere i toppen. Klubben har 34 point for 20 kampe, mens Viborg bliver på 35 point.
Længe så det ellers ud til, at Viborg skulle slippe fra Næstved med det ene point i sækken, men Næstveds Andreas Moos havde andre planer.
Med ti minutter tilbage tog han chancen fra cirka 25 meter, og bolden sejlede ind i målhjørnet til 1-0 for hjemmeholdet.
I sidste minut havde Viborg en stor dobbeltchance, men ind kom bolden ikke i det afsluttende intense pres.
Det udnyttede Silkeborg altså prompte. Holdet fik ellers ikke den bedste start, for efter 18 minutter bragte Emil Nielsen FC Roskilde foran.
Det lignede også pausestillingen, men minutter før det sidste fløjt udlignede Ronnie Schwartz for hjemmeholdet.
Efter pausen fastholdt Silkeborg momentum. Jeppe Okkels vekslede det til føring et kvarter inde i anden halvleg, og Stephan Petersen gjorde det til 3-1 midtvejs i halvlegen.
Næstved kom med sin sejr op på 32 point på fjerdepladsen, som er samme pointtal som Nykøbing på tredjepladsen. Sidstnævnte indledte foråret med en udesejr på 2-0 over Fremad Amager.
På femtepladsen følger med 30 point Fredericia, der spillede 3-3 ude mod HB Køge.
Superliganedrykkeren fra Lyngby tog et skridt væk fra bunden med udesejren på 1-0 over Hvidovre, mens FC Helsingør - ligeledes nedrykker - slog Thisted med 3-1 på udebane.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned