Simon Kjær brager frispark i kassen og ser rødt i drama
Simon Kjær scorede på frispark, men blev kort efter udvist, da Fenerbahce spillede 3-3 i den tyrkiske liga.
Den danske landsholdsspiller Simon Kjær gjorde sig bemærket på både godt og ondt, da hans klub, Fenerbahce, søndag spillede 3-3 på hjemmebane mod Kayserispor i den tyrkiske liga.
Kjær både scorede og fik direkte rødt kort inden for få minutter i første halvleg.
Ved stillingen 0-1 viste han, at han besidder en fornem sparketeknik, da han på flot vis sendte et frispark direkte i mål til 1-1 fra cirka 20 meter.
Det skete efter en halv time. Otte minutter senere var kampen forbi for danskerens vedkommende. Han fik direkte rødt kort for et professionelt frispark.
En kendelse, der ifølge tyrkiske medier var til diskussion.
Kjær har dermed en smule friskere ben, når han mandag støder til Danmarks landsholdstrup forud for de to landskampe onsdag og søndag mod henholdsvis Liechtenstein og Armenien.
Trods en mand i undertal bragte Fenerbahce sig foran efter 44 minutter, men udeholdet nåede at bringe balance inden pausen.
Det trak op til en remis i anden halvleg, og sådan blev det også, men først efter et drama i overtiden. Først scorede udeholdet til 3-2, men endnu dybere inde i tillægstiden udlignede Fenerbahce.
Dette til trods har Fenerbahce fået en skuffende sæsonstart og er blot noteret for et point i de første to kampe.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned