Simon Kjær har pådraget sig muskelskade
Simon Kjær fik comeback for landsholdet i sidste uge. Lørdag var han i aktion for Milan og blev skadet. Foto: Ulrik Pedersen/Csm/Ritzau Scanpix
Simon Kjær blev muskelskadet i lørdagens Serie A-kamp, men omfanget er endnu ukendt.
Fodboldlandsholdets anfører, Simon Kjær, har på det seneste været ved at spille sig tilbage i topform efter en langtidsskade, men nu er han løbet ind i en ny skade.
Lørdag aften måtte han lade sig udskifte efter 70 minutter, da Milan på udebane i Serie A slog Empoli med 3-1.
Efter kampen fortæller Milan-træner Stefano Pioli til Football Italia, at Kjær har pådraget sig en muskelskade.
Pioli siger ikke noget om skadens omfang, da Kjær og andre skadede spillere fra kampen først skal undersøges nærmere.
Kjær blev skadet i begyndelsen af december sidste år og sad udenfor i otte måneder indtil sit comeback i en træningskamp i slutningen af juli.
Han måtte dog vente til 10. september, før han igen fik fuld spilletid for Milan i Serie A.
I den forgangne uge fik han comeback for A-landsholdet og var med i kampene mod Kroatien og Frankrig.
Årets altoverskyggende mål for landsholdet er VM i Qatar, der begynder 20. november.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned