Sisto og Wass får argentinsk træner i Celta Vigo

Pione Sisto har i denne sæson været en profil i Celta Vigo, der bytter ud på trænerposten efter en 13.-plads i den spanske liga. Foto: Scanpix/Miguel Riopa / Arkiv

Celta Vigo har fundet Pione Sisto og Daniel Wass' nye argentinske cheftræner i mexicansk fodbold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Celta Vigo har hyret argentineren Antonio Mohamed som ny cheftræner.

Tre dage efter at den spanske klub stoppede samarbejdet med Juan Carlos Unzué, har Celta Vigo-ledelsen fundet afløseren i den mexicanske klub Monterrey.

I denne sæson har danskerne Pione Sisto og Daniel Wass været profiler på et Celta-hold, der endte på 13.-pladsen i den bedste spanske liga.

48-årige Mohamed indstillede sin aktive karriere i 2003 og har siden hen været træner i mere end ti forskellige klubber i Syd- og Mellemamerika.

Det er første gang, at argentineren skal være træner i Europa.

Som aktiv spillede Mohamed på midtbanen, og han er noteret for fire landskampe for Argentina.