Skanderborg-topscorer efter finaleplads: Det er vores VM

Skanderborg Håndbold fik lørdag lukket ned for Århus Håndbold og vandt pokalsemifinalen ved mændenes Final 4-stævne. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Skanderborg Håndbold spillede sig lørdag i pokalfinalen efter en semifinalesejr på 34-33 over Århus Håndbold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skanderborg Håndbold spillede sig lørdag i pokalfinalen i mændenes håndboldturnering for første gang siden 1996.

Derfor var det nogle glade Skanderborg-spillere, der lørdag slog Århus Håndbold i semifinalen ved Final 4-stævnet i Boxen i Herning.

En af dem var Marcus Mørk, der i høj grad havde aktier i sejren, da han med ni mål blev kampens topscorer.

- Det er kæmpestort for vores hold. Det er et nyt hold, og vi har haft en rigtig god sæson, og nu står vi i pokalfinalen. Lige nu kan det ikke blive større for os. Det er jo vores VM lige i øjeblikket, siger han.

Skanderborg var foran fra start til slut i den ordinære spilletid, men aarhusianerne formåede at udligne til 30-30 i kampens slutning, og derfor måtte den ud i forlænget spilletid for at blive afgjort.

- Jeg synes, det var alt for spændende. Jeg ved ikke, hvorfor vi skulle gøre det så spændende, men jeg tror, det var vigtigheden af kampen.

- Vi kom til at se på tavlen og tænke over, hvor vigtigt og dejligt det kunne være at stå i finalen, og så kom der lidt nerver, siger Mørk.

Han tror, at dramaet i semifinalen kan give en fordel til Skanderborg, når holdet søndag spiller finale mod enten Aalborg Håndbold eller Bjerringbro-Silkeborg, der senere lørdag spiller semifinale.

- Der var en kæmpe energiudladning efter kampen med en masse glæde, og det håber jeg, at vi kan tage med ind i kampen i morgen.

Også Skanderborg-træner Nick Rasmussen håber, at hans mandskab kan fortsætte på den gode bølge i søndagens finale.

- Det var en helt fortjent sejr. Vi førte fra start til slut og leverede et flot forsvarsspil. Vi er meget glade for at vinde.

- Det er altid fantastisk at gå ind til en finale. Vi vil gå gennem ild og vand i morgen (søndag). Vi glæder os helt vildt, siger han.