Skarpe kontraangreb sender Tottenham på førstepladsen
Tottenham-stjernen Son Heung-min jubler med holdkammeraterne efter sin 1-0-scoring mod Arsenal. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Tottenham vandt 2-0 hjemme over Arsenal og stryger til tops i Premier League. Liverpool er ny nummer to.
Tottenham er tilbage på førstepladsen i Premier League efter at have lånt den ud til Chelsea i lidt under et døgn.
Duksepladsen blev generobret med en sejr i et af sæsonens vigtigste opgør, da Tottenham vandt 2-0 over klubbens største lokalrival, Arsenal. Det var til stor glæde for de cirka 2000 tilskuere, som havde fået lov til at overvære kampen.
Son Heung-min åbnede målscoringen med et forrygende langskud, mens Harry Kane udbyggede føringen lige før pausen.
Det var Pierre-Emile Højbjergs første lokalderby mod Arsenal, og danskeren gik uimponeret til værks og gjorde en solid figur gennem hele kampen.
Det var dog også en uskøn kamp, som passede godt til Højbjergs energiske spillestil.
Arsenal var mest på bolden, men Tottenham var langt farligere. Det kom særligt til udtryk på kontraangreb, som også banede vej for begge Tottenhams scoringer.
Der var sydkoreansk aftryk på åbningsmålet i det 13. minut.
Hjemmeholdet erobrede bolden ved eget felt, og så gik det stærkt den anden vej. Son modtog bolden lidt inde på Arsenals banehalvdel, og så løb han ned mod feltet, før han med et utageligt spark drejede hjemmeholdet i front.
Opskriften var næsten den samme, da føringen blev udbygget til 2-0 i første halvlegs tillægstid.
Igen erobrede Tottenham bolden ved eget felt for så hurtigt at få den ned i den modsatte ende. Til sidst spillede Son angrebsmakkeren Kane fri, og via undersiden af overliggeren fordoblede han føringen.
Anden halvleg var nogenlunde med samme kampbillede. Arsenal fightede videre og havde bolden mest, men det generede næppe José Mourinho og co., for Arsenal havde svært ved at konvertere boldbesiddelsen til chancer.
Med det fjerde pointtab på stribe i Premier League er Arsenal nu nede som rækkens nummer 15.
Senere søndag spillede Liverpool sig op på andenpladsen ved at besejre Wolverhampton med 4-0 på Anfield. Liverpool har nu samme antal point som Tottenham, men en dårligere målscore.
Mohamed Salah åbnede målscoringen i midten af første halvleg, mens Georginio Wijnaldum med et forrygende skud fra kanten af feltet gjorde det til 2-0 i det 58. minut.
Ni minutter senere scorede Joel Matip på et hovedstød, mens Sadio Mané prikkede bolden i mål til slutresultatet 4-0.
Dermed fik Jürgen Klopps mandskab en god optakt til onsdagens møde med FC Midtjylland i Champions League. Her kan tyskeren dog tillade sig at bruge nogle reserver, da hans mandskab allerede har vundet gruppen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned