Skuffet Brøndby-træner: Bliver svært at nå bronzen
Martin Retov kunne søndag se sit hold tabe. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Det vil være meget skuffende, hvis Brøndby ikke vinder bronzemedaljer i denne sæson, siger Martin Retov.
Det dufter ikke af bronzemedaljer i Brøndby, efter at holdet søndag tabte med 0-1 til Esbjerg i Superligaen.
Nederlaget betyder, at holdet nu har seks point op til netop Esbjerg på tredjepladsen, og med fire kampe igen bliver det ikke let for Brøndby at opnå sit sæsonmål.
Det erkender cheftræner Martin Retov efter søndagens skuffelse, der efterlader holdet på femtepladsen.
- Det ser svært ud, må vi være ærlige og sige. Det var mod Esbjerg, vi skulle have spillet os helt tilbage i det, siger han.
- Nu endte vi med at tabe den direkte duel, og det siger sig selv, at vi nok skal hente ti til tolv point i de sidste kampe og håbe, at nogle af de andre snubler.
Ifølge Martin Retov mangler Brøndby stabilitet, og det gør ondt, at holdet muligvis må vinke farvel til bronzen.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, og det er vi vanvittigt skuffede over. Vi havde håbet at kunne komme tilbage i det mod Esbjerg, men vi må bare tage det til efterretning og sige, at det ikke er godt nok.
I Esbjerg-lejren var der omvendt stor tilfredshed efter søndagens sejr.
Holdet ligger godt til i jagten på bronzemedaljerne, men målmand Jeppe Højbjerg vil ikke fejre noget for tidligt.
- Hvis vi slår FC Nordsjælland næste gang, så begynder det at se godt ud. Men vi skal nok stadig vinde to eller tre kampe for at gøre os forhåbninger om bronze.
- Alt kan ske endnu. Vi har tidligere ligget til bronze, hvor vi så har smidt det væk i andre kampe. Vi gider ikke at tage glæderne på forskud, siger målmanden.
Cheftræner John Lammers er ikke klar til at afskrive Brøndby i kampen om tredjepladsen.
- Det er ikke ovre før sidste kamp. Men Brøndby har en pokalfinale imellem kampene, så det bliver sværere for dem, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned