Slemt uheld overskygger Horsens-afklapsning af Randers

Patrik Carlgren blev kørt væk i ambulance efter et sammenstød med Anders K. Jacobsen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Randers FC's målmand Patrik Carlgren kom slemt til skade, da Horsens fredag slog kronjyderne med hele 5-1.

Offentliggjort Sidst opdateret

AC Horsens tog fredag et vigtigt skridt i bestræbelserne på overlevelse, da oprykkeren hjemme pryglede formsvage Randers FC med 5-1 i 16. runde af Superligaen.

Selv om Horsens leverede en langt bedre indsats end Randers, vil kampen desværre blive husket for, at kronjydernes målmand Patrik Carlgren kom ud for et slemt uheld.

Den svenske sidste skanse fik et knæ i hovedet, da han i anden halvleg begik straffespark på Horsens-angriber Anders K. Jacobsen, og efterfølgende blev han liggende stille på jorden.

Målmanden fik dog hurtigt lægehjælp, og meldingen gik på, at han var ved bevidsthed, da han blev båret ud til ambulancen omkring 10 minutter efter hændelsen.

Sejren sender Horsens op på 21 point som nummer ni, og oprykkeren har derfor syv point ned til AaB, der ligger under nedrykningsstregen.

Modsat ligger Randers stadig på tredjepladsen med 23 point, på trods af at kronjyderne blot har hentet ét point i de seneste seks kampe. Holdet kan dog rasle tilbage i tabellen, når rundens resterende kampe bliver afviklet.

Selv om spillet bølgede frem og tilbage fra kampens begyndelse, var det Horsens, der startede bedst og kom frem til flere store chancer.

Efter lidt mere end en halv time gik holdene målamok, da der blev scoret tre gange inden for fire minutter.

Først scorede Randers' højre back Adam Andersson et kluntet selvmål, inden angriberen Marvin Egho fik udlignet for kronjyderne med en koldblodig afslutning.

Kort efter kom Horsens foran igen, da midtbanespilleren Jonas Gemmer kom først på et indlæg og styrede bolden i mål.

Få minutter efter pausen fik Horsens scoret til 3-1, efter kantspilleren Aron Sigurdarson iskoldt satte et straffespark ind, der var blevet dømt efter en VAR-gennemgang.

I det 71. minut gjorde islændingen det også til 4-1 for værterne på straffesparket, der blev dømt efter Patrik Carlgrens hovedskade.

Målet og skaden satte for en stund en dæmper på opgøret, men kort inde i overtiden på hele 13 minutter gjorde forsvarsspilleren Mikkel Lassen det til slutresultatet 5-1.

/ritzau/