Slovenien-kamp gav blå mærker: Hårdt at få tæsk konstant
Brødrene Toft Hansen kom på arbejde mod et hårdt spillende slovensk hold. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Scanpix/Liselotte Sabroe
Henrik Toft Hansen lå i krig med slovenernes stregspillere, men dommerne tillod meget.
EM-kampen mod Slovenien fredag aften var ikke blot en medrivende håndboldkamp. Det var også det hidtil hårdeste opgør for det danske landshold indtil nu i turneringen.
De hårdføre brødre René og Henrik Toft Hansen fik deres sag for i stregspillet, der til tider lignede rent slagsmål.
- Inde på stregen var det utrolig hårdt at få tæsk hele tiden. Der var ikke mange sekunder, hvor jeg kunne få lov at stå stille og finde min position.
- Dommerlinjen blev lagt sådan, at de fik lov til at gå til stålet, siger Henrik Toft Hansen.
Det danske hold vandt 31-28 og tog to meget vigtige point i jagten på en plads i semifinalen.
Men før spillerne kunne puste ud og klappe hinanden på ryggen, måtte de igennem 60 minutters intens fight, hvor der ikke altid var forståelse for dommernes linje.
- Vi blev trukket rundt, og man kommer til at se lidt dum ud, når dommeren ikke ser det. Men det går stærkt, så jeg kan ikke forvente, at det altid bliver set.
- Men jeg var da lige henne og gøre opmærksom på, at der skete nogle ting derinde. Omvendt så gjorde vi sikkert også nogle ting i vores forsvar, som de var utilfredse med, siger Henrik Toft Hansen.
Kampens fysiske karakter kom da heller ikke bag på de danske spillere, siger playmakeren Rasmus Lauge.
- Det er jo sådan, de spiller. Det er Veselin Vujovics (Sloveniens træner, red.) stil at få sine hold til at spille benhårdt, så modstanderen til sidst bliver skræmt.
- Det gjorde vi ikke, tværtimod spillede vi med god tålmodighed, siger Rasmus Lauge.
Med sejren er Danmark oppe på fire point i mellemrunden. Det samme har Tyskland, som er danskernes næste modstander søndag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned