Snu amerikaner sejrer på afblæst kongeetape i Catalonien
Quinn Simmons var stærkest og mest omstillingsparat, da 6. etape af Catalonien Rundt blev noget ganske andet end forventet. (Arkivfoto). Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Kastevinde gjorde kongeetapen i Catalonien Rundt til en eksplosiv bakkespurt, hvor Quinn Simmons sejrede.
Der var ikke meget royalt over lørdagens kongeetape i Catalonien Rundt. Kastevinde i Pyrenæerne førte til, at en ordentlig luns af en på alle måder kaotisk etape blev skåret af ruten.
I stedet for et stort, udmarvende bjergslag blev det til en eksplosiv afslutning på en bakke efter bare 25 kilometers reelt cykelløb. Her viste Lidl-Trek-amerikaneren Quinn Simmons sig mest omstillingsparat og klogest.
Han satte et angreb ind en kilometer fra mål, og han holdt lige præcis forfølgerne bag sig til målstregen. Danske Anders Foldager blev i første omgang noteret som firer på etapen, men det blev senere ændret til en tredjeplads.
Tiden til klassementet blev taget fem kilometer fra målstregen, og der skete ingen forskydninger i toppen. Juan Ayuso fører fortsat med blot et enkelt sekund ned til Primoz Roglic.
Allerede inden etapestart blev stigningerne Coll de la Batallola, Coll del Pradell, Collada de Sant Isidre og Queralt fjernet fra ruten på grund af kastevinde i området.
De 146 kilometer, som ruten nu strakte sig over, var dermed næsten støvsuget for højdemeter, så det store klassementslag var aflyst på forhånd.
Forvirringen over mulighederne for at køre på resten af ruten var dog så stor, at det hele blev neutraliseret fra start. Ryttere kommunikerede på skift med løbsledelsens bil, mens de trillede afsted.
Pludselig blev tiden også en faktor, og planerne måtte tilpasses, for at rytterne ikke skulle komme for sent i mål. Det endte i stedet med at blive en stærkt komprimeret rute, hvor der reelt kun blev kørt cykelløb over omkring 25 kilometer.
Der blev kørt hurtigt, da energidosering ikke var et tema, men klassementfolkenes hold fik holdt det hele samlet indtil fem kilometer før målstregen.
Derfra endte det i det vilde Vesten med angreb i højre og venstre. Simmons satte dog det rigtige angreb ind og klemte sin cykel over målstregen få centimeter foran en jagtende Pavel Bittner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned