Solbakken: Bendtner skal indfri løfterne til mig
Der var mødt mange fans op til Nicklas Bendtners første træning i FCK, så der blev både taget selfies og skrevet autografer. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Nicklas Bendtner ville meget gerne til FCK og har lovet Ståle Solbakken at levere varen.
På et pressemøde onsdag i Parken blev den danske angriber Nicklas Bendtner officielt præsenteret som ny FC København-spiller.
Her blev FCK-manager Ståle Solbakken spurgt om, hvorfor han for få uger siden sagde, at Bendtner ikke kunne blive aktuel for FCK, mens klubben nu har hentet ham på en aftale frem til årsskiftet.
En væsentlig del af årsagen er de to skader, som har ramt FCK-angriberne Dame N'Doye og Jonas Wind, men Bendtner har gennem de seneste uger fået overbevist Solbakken om, at han er værd at satse på.
- Hvis Nicklas kan leve op til bare halvdelen af den ydmyghed og de ting, han har sagt i vores meget ærlige snakke, så bliver det rigtig godt. Hvis han kan leve op til det hele, så bliver det fantastisk, lyder det fra Solbakken.
Nordmanden blev også spurgt til, hvad han tænkte om, at Bendtner har en voldsdom i bagagen, da han vurderede, om han skulle skrive kontrakt med angriberen.
- Alt blev taget til efterretning, men som person har han taget sin straf. Han er nu en fri mand.
Og den 31-årige angriber er lykkelig for endelig at kunne trække i den hvide FCK-trøje.
- Det er kæmpestort for mig, og jeg har drømt om det i mange år. For mig er det en sublim mulighed, og jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang, siger Bendtner, som ikke lægger skjul på, at han ser en længere fremtid i klubben.
- Jeg ønsker, at kontrakten skal forlænges, men det kræver af mig, at jeg viser noget i de her fire måneder, siger han.
Den danske angriber var kørt helt ud på et sidespor i norske Rosenborg, efter at han vendte tilbage fra at have afsonet sin voldsdom i slutningen af februar.
Klubbens nye træner, Eirik Horneland, havde ingen fidus til Bendtner, som til sidst hverken spillede kampe eller trænede med holdet.
Derfor ved både Ståle Solbakken og Nicklas Bendtner også, at spydspidsen ikke er landet i topform.
- Jeg har set ham i værre form end nu - og der har han været i forbindelse med landsholdet, siger Solbakken om Bendtners nuværende form.
- Vi starter på et højere niveau, end vi har frygtet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned