Solbakken-fyring overrasker Ankersen: Men sådan er fodbold
Peter Ankersen træner med holdkammeraterne i FCK lørdag, efter at spillerne tidligere på dagen fik besked om, at manager Ståle Solbakken er blevet fyret i klubben. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Det kom som en stor overraskelse for Peter Ankersen, at manager Ståle Solbakken lørdag blev fyret.
FC København har oplevet et skuffende 2020 i særligt Superligaen, og lørdag tog klubben konsekvensen af det og fyrede manager Ståle Solbakken.
Beskeden om fyringen tikkede lørdag morgen ind på spillernes telefoner, og fyringen kom som noget af et chok for Peter Ankersen, der netop er vendt tilbage til hovedstadsklubben efter et år i Serie A-klubben Genoa.
- Jeg var meget overrasket. Jeg havde ikke set det komme. Men det er nu engang, sådan fodbold er. Det kan gå rigtig stærkt.
- Men det er trist, synes jeg. Ståle har betydet rigtig, rigtig meget for den her klub. Også for mig. Det er en trist dag, siger Peter Ankersen.
Det var Ståle Solbakken, der hentede Peter Ankersen til klubben fra østrigske Red Bull Salzburg i 2015, og den 52-årige nordmand har haft stor betydning for den rutinerede højreback.
- Ståle har betydet rigtig meget for min udvikling. Både personligt og som fodboldspiller. Så det er klart, at det er en lille smule trist i dag, at han ikke skal være træner mere.
- Men omvendt er jeg sikker på, at klubben har valgt den her beslutning nøje. Jeg stoler fuldt og fast på, at de ved, hvad de laver, siger Peter Ankersen.
Selv om Ståle Solbakken var en medvirkende årsag til, at Peter Ankersen tidligere i år valgte at returnere til FCK, så ændrer fyringen ikke på, at Ankersen er glad for at være tilbage i klubben.
- Som du selv siger, så er der ingen garantier i fodbold. Det kunne lige så godt have været en anden træner, der havde været her, da jeg skrev under.
- Jeg har prøvet det før i Salzburg, hvor jeg skrev under med en træner, og da jeg så kom derned, var der en anden træner. Det er, sådan fodbold er, siger han.
Peter Ankersen har ikke oplevet andet end opbakning til Ståle Solbakken blandt spillerne.
- Jeg har ikke fået indikationer på andet. Under de snakke, jeg havde med Ståle, gav han heller ikke udtryk for noget. Jeg tror, at det kommer lige så meget bag på ham, som det gør på mig, siger Peter Ankersen.
Forsvarsspilleren Nicolai Boilesen gav også udtryk for overraskelse over at modtage nyheden, og han tilkendegav en form for skyldfølelse over at måtte sige farvel til Solbakken og assistenttræner Bård Wiggen.
- Jeg er trist over det. I sidste ende, når en træner bliver afskediget, så kan det aldrig nogensinde kun være på grund af ham eller trænerstaben. Det er især os spillere i truppen, der skal peges fingre ad, fordi vi ikke har præsteret godt nok. Det har vi simpelthen ikke gjort.
- Jeg føler i hvert fald en eller anden form for skyldfølelse. Det er i hvert fald også os, siger den 28-årige forsvarer.
FC København forsøger nu at få ny energi ind på trænerposten, der i første omgang er blevet overtaget midlertidig af klubbens U19-træner Hjalte Bo Nørregaard.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned