Sponsor roser Bendtner for underbukser
Mens minerne var dystre hos Dansk Boldspil-Union (DBU) over, at Nicklas Bendtner fremviste sine grønne underbukser onsdag aften, da Danmark tabte 2-3 til Portugal ved EM i fodbold, så får angriberen ros fra Irland.
Underbukserne er nemlig udleveret til Bendtner af det irske bettingfirma Paddy Power, som dermed fik en masse fine tv-billeder af deres navn.
- Jeg er meget overrasket over, så massivt billederne af vores underbukser er blevet vist i medier verden over, siger Paddy Powers PR-chef, Ken Robertson, til tv2sport.dk.
Landsholdsspillerne må ikke reklamere under slutrunder, og sagen er yderligere uheldig, fordi DBU er sponsoreret af et andet bettingfirma, Ladbrokes.
Paddy Power har angiveligt uddelt de grønne underbukser til flere spillere før EM, men der var fuld bonus onsdag aften, fordi Bendtner scorede to mål og dermed havde rig lejlighed til at fremvise undertøjet for åben skærm.
- Paddy Power er et irsk selskab, og vi følte, at det ville være en god idé at sende dem nogle lykke-underbukser. Så flere EM-spillere har dem, og vi er meget glade for at se, at Nicklas valgte at vise dem frem og promovere vores firma, siger Ken Robertson.
DBU's pressechef, Lars Berendt, fortæller, at unionen har taget en alvorssnak med Bendtner, og at han ikke får lov at spille i bukserne i de kommende kampe.
Ikke nok med at Bendtner har gjort sig upopulær hos DBU, den 24-årige angriber har også sat gang i maskineriet i fodboldforbundet Uefa.
Uefa har nemlig netop besluttet at undersøge, om danskeren har brudt de reklameregler, der gælder for spillerne under EM, siger en kilde med kendskab til sagen til AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned