Sportschef efter OL-bronze: - Det er helt vanvittigt og surrealistisk

Turpal Bisultanov med sin OL-bronzemedalje om halsen sammen med sportschef Thor Hyllegaard (tv), landstræner Szymon Kogut og sparringspartner Oliver Krüger. Foto: Team Bisultanov

Thor Hyllegaard fulgte Turpal Bisultanovs bronze-finale fra tætteste hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

PARIS: - Det er fuldstændig vanvittigt. Det har været den vildeste rutchebanetur og mest surrealistiske oplevelse nogensinde, lyder det fra Dansk Brydeforbunds sportschef Thor Hyllegaard kort tid efter at Turpal Bisultanov har fået hængt OL-bronzemedaljen om halsen.

- For et år siden var han ikke dansk statsborger, og så får han en skulderskade, der sår tvivl om det hele, for derefter ikke at kvalificere sig. Så får han alligevel chancen, da russerne melder afbud, og nu står vi her med en OL-medalje, efter at han tabte sin første kamp og alligevel fik chancen i opsamlingen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger en glad og lykkelig Thor Hyllegaard, da Folketidende fanger ham på telefonen fra Paris.

Ufine tricks

Torsdagens to kampe forløb som de skulle for Turpal Bisultanov, der indledte med at vinde 6-0 over georgiske Gobadze, der havde benyttet sig af ufine tricks ved at smøre hele kroppen ind i balsam, så Turpal Bisultanovs ikke kunne få fat om sin modstander.

- Han opdager det med et samme og giver dommeren besked. Hun kan så også lugte det, og beder ham tørre sig. Men det frustrerede Turpal, at han ikke kunne få fat på ham. I pausen bad vi ham om at lade være med at fokusere på det, og det lykkedes heldigvis, at få kørt ham træt. Han var helt færdig til sidst, lyder det fra Thor Hyllegaard, der sammen med landstræner Szymon Kogut skulle sætte Turpal Bisultanov op til endnu en kraftpræstation mod den ungarske verdensmester David Losonczi i den afgørende bronzekamp.

- Også her synes jeg at Turpal viser, at han er den bedste af de to. Ungareren ville ikke rigtig noget, og havde helt tydeligt en plan om, at slå Turpal med mindst mulig margin. Det lykkedes heldigvis ikke for ham, og jeg synes at Turpal vinder begge kampe fuldt fortjent, siger Thor Hyllegaard, der nu skal feste sammen med den danske delegation.

Nu skal der festes

- Der skal ske et eller andet ude i byen. Det er helt sikkert, siger Thor Hyllegaard, der fortsætter.

- Og så skal vi også takke alle de danske tilskuere og de mange supportere fra Brydeklubben Thor, der har taget turen herned. De lavede en fantastisk stemning i hallen, kommer det fra Thor Hyllegard, der oplyser at Turpal Bisultanov skal deltage i afslutningsceremonien på søndag i Paris, og derfor ikke kommer til Danmark før tidligst mandag.