SPORTSCHEF OM HALVSÆSON: - 15 POINT ER FOR LIDT

Daniel Astrup (th) har spillet en stærk halvsæson for Team Sydhavsøerne og kan blive svær at beholde efter denne sæson. Arkivfoto: Ingrid Riis

Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul er skuffet over udbyttet før julepausen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det har været en pose blandede bolscher for Team Sydhavsøerne i 1. division. 14 kampe er spillet, og ud for pointkontoen står der 15 point.

Et antal som sportschef Morten Juul ikke er helt tilfreds med. Han havde forventet mere. Senest i lørdags, hvor Team Sydhavsøerne smed en sejr i havet mod Odder, der fik vendt en femmålsføring til Team Sydhavsøerne midt i anden halvleg og vandt 32-31.

- Nu skal man passe på med at udtale sig efter så stor en skuffelse, som det var, ikke at vinde i Odder, og sat på spidsen er det 10 minutter i den kamp, der gør at vi ikke er fuldstændig med i topstriden. Men overordnet set så er 15 point for lidt. Jeg kan ikke 100 procent godkende det, vi har lavet, konstaterer sportschefen, der gik ind til sæsonen med store forhåbninger, der indtil videre ikke er blevet indfriet.

Jeg kan ikke 100 procent godkende det, vi har lavet

TSØ-sportschef Morten Juul

- Vi satsede før sæsonen ved at beholde Nicolaj Jørgensen og har vel nok aldrig stået stærkere trupmæssigt, end vi gør i denne sæson, mener Morten Juul.

Syv sejre, en uafgjort og seks nederlag er det blevet til, og det fortæller historien om en sæson, hvor kontinuitet har været en mangelvare.

Lukker for mange mål ind

- Billedet har typisk været at vi har spillet en god kamp og så afløst det med en dårlig. Især i forsvaret har vi ikke fået skabt den kontinuitet, som jeg havde ønsket. Selv om jeg egentlig synes, at vores keepere har stået udmærket, og især Oliver Larsen har leveret nogle flotte redningsprocenter, så har vi alligevel lukket for mange mål. Senest i lørdags får vi jo aldrig forsvaret til at fungere i Odder, konstaterer Morten Juul, der også peger på, at angrebet har været for uskarpt i mange situationer, hvor kampene skal afgøres.

Fem gange i denne sæson har Team Sydhavsøerne haft muligheden for at hente et eller to point i de sidste 30 sekunder, hvor det enten har stået uafgjort, eller modstanderne har ført med et enkelt mål, og ingen af gangene har lollikkerne kunne score det afgørende mål, der havde rykket ved pointkontoen.

- Vi kunne nemt have stået med fem point yderligere, men vi har bare ikke været dygtige og skarpe nok i de situationer. Spillerne har haft tiltro til, at Nicolaj (Jørgensen, red.) nok skulle gøre det, og smidt alt ansvaret over på ham, og det har han ikke kunnet på samme måde som i sidste sæson, konstaterer Morten Juul, der måtte strække sig langt for at beholde sidste sæsons suveræne topscorer, Nicolaj Jørgensen, der også fører topscorerlisten i denne sæson, men profilen har ikke helt ramt niveauet fra sidste sæson.

- Vi vil jo gerne gøre os mere uafhængige af Nicolajs store enkeltmandspræstationer, men det har vi desværre ikke helt formået, lyder det fra sportschefen, der fortsætter:

Nøglekamp mod Skive

- Når det ikke går som forventet, så skal alle kigge indad. Det gælder både i spillertruppen og i trænerteamet, fastslår Morten Juul, der kigger en måned frem, hvor 1. divisionsmandskabet spiller en ultravigtig kamp på hjemmebane mod Skive 21. januar i Maribo - som første indslag i de nye år.

- Vinder vi den, er vi kun et point fra tredjepladsen og fuldstændig med, men taber vi den, så ser det godt nok svært ud, så ingen tvivl om at det er en nøglekamp, fastslår Morten Juul, der ikke kan holde meget juleferie.

Alexander Nielsen, Kasper Olsen, Lukas Eichwald, Daniel Astrup, Niels Dahl og Nicklas Bjerre Petersen har kontraktudløb efter indeværende sæson, og playmaker Nicolaj Jørgensen har påkaldt sig stor interesse fra Ligaklubber, så det venter noget af et arbejde for Morten Juul med at få næste sæsons trup på plads.

- Det har været i gang i noget tid, men ingen tvivl om at julen bliver ekstra travl i år med mange telefonopkald, fastslår sportschefen.