Saxo Bank-Sungard er overraskende hårdt ramt af problemer i årets Tour de France.
På førstedagen blev det danske hold med Alberto Contador i spidsen ramt af et massestyrt, som kostede dyrebar tid. Og nu venter flere udfordringer til det danske hold.
Mødet med asfalten på første etape og det tidstab, det medførte, betyder nemlig, at det danske hold ligger sidst i holdkonkurrencen.
Derfor har Alberto Contador og Saxo Bank-Sungard fået den tvivlsomme ære at være første hold til start på holdtidskørslen, og det er aldrig en fordel, når man kører mod uret.
Contador forklarede efter etapen mandag, at styrtet ni kilometer fra målstregen faldt på et meget uheldigt tidspunkt, da hele Saxo Bank-holdet var på vej frem i feltet.
Det danske hold sad dårligt placeret, og alle blev fanget af dominoeffekten, da en rytter i den anden side af vejen væltede ind i det tætpakkede cykelfelt.
Alberto Contador kom i mål uden holdkammerater et minut og 20 sekunder efter etapevinderen Philippe Gilbert. 35 sekunder senere fulgte Nicki Sørensen, Richie Porte og Daniel Navarro fra det danske hold.
I holdkonkurrencen har det danske hold lige akkurat overhalet og snuppet sidstepladsen fra Euskaltel, som mange regner blandt det dårligste hold på holdtidskørsler.
Blandt de fem sidst startende hold på holdtidskørslen ligger favoritter som HTC-Highroad, Radioshack og Leopard Trek.
Det hollandske hold Rabobank, som også har et stærkt hold til tidskørslen, havde imidlertid også uheld på første etape. Rabobank starter som nummer seks af de 22 hold.
Saxo Bank-Sungard triller ud på vejene omkring Les Essarts klokken 14.30. Ruten er 23 kilometer lang.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned