Stærk vind udskyder mændenes OL-styrtløb til mandag

Aleksander Aamodt Kilde fra Norge er blandt favoritterne i mændenes styrtløb. Her ses han under træning lørdag. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Lørdagens træning blev afbrudt på grund af vind, og nu er søndagens finale blevet udskudt til mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Finalen i mændenes styrtløb ved vinter-OL i Beijing i Kina er blevet udskudt til mandag på grund af stærk vind.

Det oplyser arrangørerne tidligt søndag morgen dansk tid.

I første omgang blev løbet, der er en af vinter-OL's signaturbegivenheder, forsinket, men efter to timer har arrangørerne altså kastet håndklædet i ringen.

Arrangørerne skulle i første omgang mødes senere søndag for at drøfte, hvornår løbet kan passe ind i programmet, og kort efter stod det klart, at man vil forsøge at gennemføre konkurrencen mandag, oplyser Reuters.

- På grund af den nuværende vejrsituation med vindstød og den opdaterede vejrudsigt har juryen sammen med arrangøren af hensyn til sikkerhed og retfærdighed for atleterne besluttet at udskyde dagens olympiske styrtløb til en anden dag, oplyses det i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Styrtløbet i Yanqing lidt uden for Beijing skulle være gået i gang klokken 04.00 dansk tid, men blev i første omgang udskudt til tidligst klokken 07.00 som følge af "stærke vindstød".

Også under træningen op til det planlagte løb søndag har der været kraftig og til tider meget uforudsigelig vind for styrtløberne i Yanqing.

Lørdagens tredje og sidste træningsløb blev sågar afbrudt på grund af den stærke vind, efter at kun tre atleter var kommet ned. Blandt dem var norske Aleksander Aamodt Kilde, som er blandt favoritterne.

Han suste ned i rekordtid lørdag og vandt også træningen fredag, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Aleksander Aamodt Kilde er favorit, men kan vente at møde konkurrence fra Marco Odermatt fra Schweiz, hans holdkammerat Beat Feuz og det østrigske par Vincent Kriechmayr og Matthias Mayer, der er dobbelt OL-guldvinder.