Dermed agerede Letland endnu engang ufrivillig redningsplanke for danskerne, efter at landsholdet sidste år med en dramatisk sejr over samme modstander undgik at komme i nedrykningsspillet.
Med sejren er Danmark efter al sandsynlighed også denne gang sikker på at forblive A-nation. Kun en italiensk sensationssejr over Rusland kan forhindre den konklusion, og det har Italien ikke vist niveau til - trods sejren over Danmark.
Nogen stor ishockeykamp blev det aldrig mod Letland, men snarere end godt spil, var vilje og disciplin de efterspurgte egenskaber i denne nervekamp, og det leverede de danske spillere til rigelighed.
For første gang bakket op af en solid og hørbar gruppe medrejsende fans rystede danskerne turneringens mange skuffelser af sig og ydede en stærk og meget koncentreret indsats.
Per Bäckman har undervejs i turneringen beklaget sig over, at hans mandskab ikke har haft marginalerne på sin side, men knap fem minutter inde i anden periode smed ishockeyguderne en markant portion held i Danmarks retning.
Letterne brændte helt ubegribeligt på et tomt dansk mål, og efter et spilstop lå pucken få sekunders effektiv spilletid senere i det lettiske mål.
Pucken blev sendt ind af Morten Green, veteranen der ser ud til at nyde de alt-eller-intet-kampe, han har prøvet så tit med det danske landshold.
Typisk for den pludselige danske medgang var det også, at mål nummer to blev scoret af Morten Madsen efter en stribe tilfældigheder, og efter at Madsen havde afsonet to udvisninger i anden periode.
Den danske målmand Frederik Andersen lignede for første gang i turneringen den mur, han har været i den svenske eliteserie i denne sæson, og fra keeperens sikre hænder bredte roen sig til resten af holdet, der atter viste styrke med kniven for struben.
Med mindre der sker usandsynlige ting i andre kampe, er Danmark nu sikret både forbliven i A-gruppen og hjemmebane i næste års kvalifikationskampe til OL.
Dermed bliver tirsdagens kamp mod Norge en kamp uden det samme pres og mod en modstander, der har kvalificeret sig til kvartfinalen og har sit på det tørre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned