FCK-træner Ståle Solbakken fik flere gange forvekslet Chelsea med skotske Celtic, da han efter onsdagens 0-0-kamp på Stamford Bridge i London ville lykønske englænderne med avancementet til kvartfinalerne i Champions League.
- Jeg vil sige tillykke til Celtic ... undskyld Chelsea. Chelsea var det bedste hold over to kampe, sagde Ståle Solbakken.
Han mener, at hjemmekampen, hvor FCK tabte med 0-2, blev afgørende.
- Vi må indrømme at vi tabte til et bedre hold. Hvis vi havde gjort vores arbejde godt nok i Parken, eller hvis Dame N'Doye her til aften havde scoret på sit frispark, var det måske gået anderledes, forklarede FCK-træneren.
- Det kunne have ændret kampens psykologi, og man ved ikke, hvordan Chelsea ville have reageret, hvis de kom bagud. Men det bedste hold vandt, og de havde også flere chancer end os. Men det var klasse at få uafgjort, slog Solbakken fast.
Alt i alt mener han, at FCK har vist, at de bør høre hjemme i Champions League i de kommende år.
- Vi havde den hårdest mulige lodtrækning mod Bate Borisov og Rosenborg i kvalifikationen og i gruppespillet mødte vi Barcelona, Panathinakos og Rubin Kazan, der alle er mestre i deres lande. Så jeg kan ikke se, hvorfor FCK ikke skal være fast med i Champions League. /ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned