Stolt Lars Bak slutter med sæsonens bedste resultat
Lars Bak sad med helt fremme i det franske endagsløb Paris-Tours. Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Efter 18 år som professionel sluttede Lars Bak cykelkarrieren med en syvendeplads i Paris-Tours.
Lars Bak tog afsked med professionel cykelsport i søndagens Paris-Tours, og den danske rytter sagde farvel med en meget synlig indsats.
I de senere år har Baks rolle primært været som slider i hovedfeltet, men søndag gik han i offensiven og var for en sjælden gangs skyld med helt fremme til sidst.
Bak sad i gruppen lige bag vinderen Jelle Wallays, og han lavede en mindre jubelscene, da han sluttede som nummer syv i karrierens sidste professionelle ridt.
- Det er mit bedste resultat i sæsonen, så det er jo aldrig for sent at komme i gang. Nu er det hele færdigt, så det er jeg glad for.
- Man skal stoppe, mens legen er god. Legen var god i dag (søndag, red.), og det er ikke sikkert, den ville være det, hvis der var et løb på søndag. Det er fedt at slutte sådan her, siger Lars Bak til TV2 Sport.
At det var karrierens sidste løb gav ekstra motivation til at levere en stor indsats, fortæller han.
- Når det var sidste gang, man kunne præstere, var det med at levere varen. Jeg er super glad for, at jeg sad i finalen i dag. Det er en kæmpe drøm, så det var fedt, siger Lars Bak.
Den nu 39-årige veteran indledte sin professionelle karriere hos det daværende Team Fakta tilbage i 2001.
Siden 2005 har han kørt på sportens højeste niveau for hold som Team CSC, HTC-Highroad og Lotto Soudal.
Før denne sæson skiftede han til Dimension Data, men Bak har i et stykke tid kunnet fornemme, at det var ved at være slut.
- Man kan mærke det på kroppen. Min krop er sgu ved at være slidt. Når jeg står op om morgenen, kan jeg godt mærke, at jeg har ondt i min krop, og jeg tænker "puha".
- Jeg elsker stadig at træne, men jeg synes efterhånden, at de unge kører i ottetaller omkring mig. Jeg vil stadig træne - selvfølgelig i mindre dosis - og have det sjovt med det, sagde han tidligere på ugen til Ritzau.
Hans lange karriere bød på ni professionelle sejre og deltagelse i 20 grand tours.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie