Stor gestus - Slår en streg over stort millionlån
Nykøbing FC's fodbolddirektør og klubejer Claus Jensen graver igen dybt i lommerne, for at tilgodese sin hjerteklub. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Nykøbing FC har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, for at ruste sig til fremtiden.
Hvor mange millioner tidligere landsholdsspiller Claus Jensen har skudt i Nykøbing FC ved han nok kun selv og måske hans revisor, men nu viser den nuværende fodbolddirektør og klubejer igen sit store hjerte for klubben.
I sidste års regnskab for 2024 stod det klart, at han havde lånt klubben næsten 11 millioner kroner over en periode.
Et lån som han ikke forlanger tilbagebetalt, men i stedet konverterer til aktier i klubben.
Det fremgår af den indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, som klubbens aktionærer modtog mandag aften, og som står til afholdelse 31. marts i Loungen på stadion.
- Selskabskapitalen forhøjes fra nominelt 1.790.000,00 kroner med nominelt 3.696.000,00 kroner til nominelt 5.486.000,00 kroner ved konvertering af gæld på 11.200.000,00 kroner, fremgår det af den vedtægtsændring, som bestyrelsen i Nykøbing FC ønsker opbakning til at gennemføre.
Kun Claus må tegne aktier
Det fremgår også under punktet, at det kun er kreditorer eller fordringshavere, som det hedder, der har penge til gode - altså Claus Jensen - der har tegningsret i forbindelse med kapitalforhøjelsen. Hvis der på et senere tidspunkt udbydes nye aktier til salg, vil de øvrige aktionærer igen få mulighed for at tegne nye aktier.
- Baggrunden for, at fortegningsretten fraviges, er som anført, at der er tale om konvertering af gælden, står der i dagsordenspunktet.
Gælden på de mange millioner har været en klods om benet for Nykøbing FC, i forhold til at lokke nye investorer til, og formand Rasmus Nagel er naturligvis meget tilfreds med, at Claus Jensen har eftergivet så stort et beløb.
- Det er virkelig generøst af ham. Det må jeg bare sige. Det viser at han har hjertet på rette sted, siger Rasmus Nagel, der nu kigger fremad.
Det viser at han har hjertet på rette sted.
Rasmus Nagel
Attraktiv forretning
- Det gør, at vi endnu bedre kan fremtidssikre fodboldklubben og gøre det til en attraktiv forretning. Vi ruster os til fremtiden og gør klubben mere værd, siger Rasmus Nagel.
Af dagsordenen fremgår det også, at bestyrelsen ønsker endnu en vedtægtsændring vedtaget således, at der også kan kommunikeres på engelsk, hvis behovet opstår.
Det kunne tyde på, at der står udenlandske investorer klar til at købe sig ind i Nykøbing FC. Men det afviser Rasmus Nagel.
- Også på det punkt ønsker vi at ruste os til fremtiden, men jeg kan afvise, at der står udenlandske investorer klar til at overtage klubben. Det er heller ikke vores strategi. Vi vil være en lokalt forankret klub med lokal opbakning og det holder vi fast i, understreger formanden, der dermed også afviser, at den ekstraordinære generalforsamling er indkaldt i al hast, fordi potentielle investorer banker på døren.
Ikke noget hastværk
Klubbens ordinære generalforsamling skal ifølge vedtægterne afholdes inden udgangen af maj måned, så i princippet kunne de nuværende punkter på dagsordenen til den ekstraordinære generalforsamling godt vente.
- Men vi synes at det er mest rigtigt, at klare det her på et møde for sig selv, og lade den ordinære generalforsamling være stedet, hvor det forgangne år bliver gennemgået.
- Der går intet af os, for at mødes en time mere på et tidligere tidspunkt, siger Rasmus Nagel, der har indkaldt alle klubbens aktionærer til en sammenkomst på søndag i forbindelse med hjemmekampen mod Middelfart.
- Her vil vi løfte sløret for den 2030-strategi, som vi har arbejdet med i længere tid, afslører NFC-formanden.