Store fejl koster danske curlingkvinder dyrt
De danske curlingkvinder står fortsat kun noteret for én sejr i Pyeongchang. Foto: Reuters/John Sibley
Reuters/John Sibley
Danmark tabte 7-10 til Kina, og dermed kan den danske drøm om en semifinaleplads så godt som afskrives.
De undertippede danske curlingkvinder måtte også i lørdagens anden kamp ved vinter-OL i Pyeongchang forlade isen som tabere.
Skipper Madeleine Dupont og co. tabte med 7-10 til Kina efter at have åbnet og afsluttet kampen katastrofalt.
Med nederlaget står danskerne noteret for én sejr efter fem kampe, og det er efterhånden kun i teorien, at de danske kvinder kan drømme om at gå videre til semifinalen.
Danskerne kom under hårdt pres allerede fra start mod Kina, for ret usædvanligt havde kineserne hentet fire point i første ende.
I anden ende kunne danskerne have satset på at hente lidt af det tabte og score to point, men i stedet for at satse spillede danskerne lidt konservativt og nappede et enkelt point.
Kampen tog en uventet drejning i tredje ende, hvor det lykkedes Danmark at stjæle tre point, selv om kineserne havde sidste sten. Dermed var kampen udlignet.
Midtvejs var danskerne foran med 6-5, og før niende ende var Danmark stadigvæk i front med et enkelt point.
Men to dårlige indlæg fra Madeleine Dupont blev skæbnesvangert for danskerne, som forærede Kina fire point.
Det lagde et stort pres på danskerne, som i kampens sidste ende skulle bruge tre point for at fremtvinge en ekstra ende.
Det lykkedes ikke, og i stedet måtte danskerne opgive til sidst, da der ikke var sten nok i spil til at kunne hente tre point.
Tidligere lørdag tabte kvinderne 6-7 til Storbritannien.
Søndag er det de danske mænd, som skal i aktion to gange, mens kvindernes næste kamp er natten til mandag dansk tid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned