Store overraskelser, markante nedture og episke fodbolddramaer har de seneste uger udspillet sig på otte VM-stadioner i Qatar.
Men når tusindvis af fodboldhungrende tilskuere har forladt landet igen, står Qatar tilbage med nogle store arenaer, som den nationale liga slet ikke kan bære alene.
Faktisk er det allerede slut med fodbold på tre af stadionerne i denne omgang. Fra kvartfinalerne og frem tages kun fem af dem i brug.
Staten er tilbage i værtsrollen til Asian Cup om lidt over et år, og i 2030 kommer Asian Games til landet. Ifølge adskillige medier går Qatar efter OL i 2036 som næste mål, men konkurrencen om de store sportsbegivenheder er hård.
For Qatar handler den kommende tid om at undgå "hvide elefanter".
I sportslig sammenhæng betyder det at undgå dyre byggerier og anlæg, som efter store begivenheder er ubrugelige og ofte ender med at blive forladt.
De qatarske arrangører har præsenteret en lang række tiltag, der skal gøre de nye anlæg funktionsdygtige, når VM-toget kører videre.
På flere af stadionerne kan øverste del af tribunerne fjernes. Andre skal tjene samfundsmæssige formål, og endelig skilles Stadium 974 fuldstændig ad, så de skibscontainere, der er en del af konstruktionen, kan sendes til andre lande.
Tiltagene er et forsøg på at undgå den kritik, som tidligere værter for VM og OL har været udsat for. Det mener analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut (Idan) Rasmus Storm.
Han har forsket i ubrugte faciliteter efter store sportsbegivenheder og er medforfatter på en forskningsartikel om fænomenet.
- Efter både VM og OL i Brasilien stod man med store stadioner, hvor der var plads til 30.000-40.000 mennesker i områder med lokale klubber, der maksimalt har 1500 tilskuere. Så står de bare der, siger han.
- Kritikken har været der, og IOC har også bygget det ind i nogle af sine programmer. Der skal være en større grad af bæredygtighed i de ting, der foregår. Det tager man også ad notam i Fifa og Uefa.
- Qatar falder i øjnene. For hvad kan man bruge dem til bagefter? siger Rasmus Storm.
To af stadionerne overtages af klubber. Al Rayyan skal spille på Al Rayyan Stadium med plads til 40.000 sæder, mens Al Wakrah får Al Janoub Stadium som hjemmebane. Her skrues kapaciteten ned til 20.000.
Fyldte stadions og ellevilde fangrupper skal de dog næppe forvente trods de glamourøse kulisser, vurderer Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen.
- Hvis en af topklubberne eksempelvis spiller en semifinale i den asiatiske Champions League, skal der nok komme nogle og se det. Til en almindelig ligakamp kommer der 1000-2000 tilskuere. Det kommer til at virke helt tomt, vurderer han.
Redaktøren, der har været yderst kritisk over for slutrunden i Qatar, var på rundtur i landet tidligere på året, og han forlod landet med et uklart billede af, hvilken skæbne der venter de kolossale byggerier.
- Det sagde mig, at der ikke har været nogen stor plan for, hvad der skal ske med de arenaer bagefter, forklarer Troels Bager Thøgersen.
Qatar har gennem en årrække fået hård international kritik for de forhold, migrantarbejdere lever og arbejder under. Der er sket forbedringer undervejs, men flere menneskerettighedsorganisationer peger fortsat på kritisable forhold mange steder.
Syv af de otte nye stadioner er bygget fra bunden.
Kun Khalifa International Stadium var på plads, inden Qatar fik tildelt slutrunden for 12 år siden, og det er blevet totalrenoveret siden.
VM-værten selv mener dog, at der er tale om et bæredygtigt projekt.
- På linje med Qatars udviklingsmål er det en mulighed for at vise en urokkelig tilgang til bæredygtighed og bruge turneringen som springbræt til at inspirere millioner - ikke kun i Qatar, men rundtom i regionen og verden, lyder det fra generalsekretær i Qatars Supreme Committee for Delivery and Legacy Hassan Al Thawadi i præsentationsmaterialet.
Værtskabet skiller sig i det hele taget ud. Ifølge erhvervsmagasinet Forbes vurderes det, at Qatar har brugt op mod 220 milliarder dollar - cirka 1500 milliarder kroner - på byggerier siden 2010.
Det er over 15 gange så meget, som Rusland brugte på at klæde sig på til VM i 2018.
Men alene signalværdien gør ifølge Rasmus Storm, at byer og lande også fremover vil kaste store summer efter faciliteter til sportsbegivenheder.
- Kraften i det vil stadig få lande til at bruge utroligt mange penge på at bygge ikke-nødvendige faciliteter eller faciliteter, der kun er nødvendige i en kort periode, siger forskningschefen.
Otte kampe resterer ved VM. Finalen spilles på Lusail Stadium 18. december.
/ritzau/
Her er planerne for de otte VM-stadioner
Her er planerne for de otte VM-stadioner:
* Al Bayt Stadium:
Kapaciteten reduceres fra 60.000 til 32.000. Derudover skal der laves hotel, sportsklinik og et indkøbscenter.
* Al Janoub Stadium:
Klubben Al Wakrah skal spille sine hjemmekampe på dette stadion, hvor kapaciteten reduceres med 50 procent til 20.000 pladser.
* Al Rayyan Stadium:
Klubben Al Rayyan overtager stadion, der har plads til 40.000 tilskuere.
* Al Thumama Stadium:
Kapaciteten på stadion skal halveres fra 40.000 til 20.000 og bruges til fodboldkampe og andre sportsbegivenheder.
* Education City Stadium:
Kapaciteten på stadion skal halveres fra 40.000 til 20.000. Arenaen skal være tilgængelig for studerende.
* Khalifa International Stadium:
Stadionet med plads til 40.000 tilskuere stammer oprindeligt fra 1976, men er blevet totalrenoveret før VM. Planen er, at det stadig skal huse store fodboldkampe og sportsbegivenheder.
* Lusail Stadium:
VM's finalestadion har plads til 80.000 tilskuere og skal efter planen benyttes som et center for samfundsaktiviteter efter VM. Det skal benyttes til blandt andet boliger, butikker, skoler og lægeklinikker.
* Stadium 974:
Planen har hele tiden været, at stadionet med 40.000 pladser skal skilles ad efter VM. De 974 skibscontainere, der er en del af byggekonstruktionen, skal bruges til andre formål, og pladsen skal være en del af en havnefront.
Kilder: Dohanews.co og Qatar2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse