Efter to knap så gode kampe ved VM slog det danske ishockeylandshold til, da det var allervigtigst, og sikrede sig med en 3-2-sejr over Letland en plads i mellemrunden.
Afgørelsen på den dramatiske kamp faldt først efter straffeslag, og Mads Christensen blev den store helt, da han scorede alle tre danske mål.
Efter 103 sekunders spil bankede den tidligere Herning-spiller pucken op i fjerneste hjørne og tog toppen af den værste danske nervøsitet.
Der skete ikke meget mere i første periode, men det gjorde der så sandelig i anden, hvor begge hold lukkede op for posen, og hvor en stram dommerlinje gav masser af overtalssituationer.
Dem havde Danmark flest af, men alligevel var det Letland, der slap bedst fra kampens midterste tredjedel.
Selv om en veloplagt Mads Christensen lavede endnu et mål for Danmark, sørgede Martins Cipulis og Jekabs Redlihs for, at stillingen var 2-2 og altså helt lige inden de sidste 20 minutter.
Letterne var klart bedst i en vanvittigt spændende afslutning, hvor pucken hoppede og dansede inde på målstregen og omkring målmand Frederik Andersen i slutminutterne.
Men der blev ikke scoret yderligere, og det gjorde der heller ikke i fem minutters forlænget spilletid.
I straffeslagskonkurrencen brændte de syv første skytter, inden Mads Christensen altså afgjorde kampen.
Nu venter tre kampe mod Rusland, Tyskland og Slovakiet, hvor Danmark har alt at vinde. En gentagelse af kvartfinalepladsen fra sidste år er ikke realistisk, når danskerne ingen point har med over i mellemruden.
Men kan det lade sig gøre at hente bare ét point mod en af de tre nationer, vil det have været et VM over forventning for det afbudsramte danske hold, der slog til, da det gjaldt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned