Strålende Gytkjær står bag oprykker-sejr mod tandløse AaB
Frederik Gytkjær (til højre) jubler efter at have scoret mod AaB. Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Frederik Gytkjær strålede med to mål, da oprykkerne Lyngby overraskende vandt 2-0 over AaB i Superligaen.
3F Superliga-oprykkerne fra Lyngby fik en drømmestart på den nye sæson i Danmarks bedste række, da de kongeblå på hjemmebane slog AaB med 2-0.
Lyngby-angriberen Frederik Gytkjær stod for begge scoringer i kampen, hvor hjemmeholdet i lange perioder var farligst, mens de nordjyske gæster virkede passive og ufarlige.
Fra kampens begyndelse lagde Lyngby fra land i aggressiv og direkte stil med flere dybe bolde mod kanterne Adnan Mohamed og debutanten André Riel, som voldte store problemer for AaB-forsvaret.
De nordjyske gæster stod dybt i banen og så ofte til i presset, hvorfor Lyngbys tre forsvarere fik god tid til at finde den rigtige aflevering frem i banen.
Det var dog ikke den opskrift, som Lyngby brugte til at bringe sig foran efter 35 minutter.
Efter en dødbold fik AaB-anføreren Lucas Andersen ikke ordentligt træf på bolden, og derfor havnede den hos Lyngby-kanten Lasse Fosgaard.
Han fik plads til at slå et forrygende indlæg i panden på angriberen Frederik Gytkjær, der snittede bolden i mål til 1-0.
Efter scoringen vågnede AaB's indtil da tandløse offensiv op, og de to store profiler Lucas Andersen og Kasper Kusk bød sig til i flere omgange frem mod pausen, men uden held.
Som i første halvleg kom Lyngby bedst fra start i kampens anden halvdel, og de kongeblå værter skulle blot bruge tre minutter på at score sit andet mål i kampen.
En clearing af forsvarer Frederik Winther endte hos Gytkjær, som brugte sin krop til at komme fri og siden løbe mod AaB-målet.
I duel med forsvareren Mathias Ross trak Lyngby-angriberen det længste strå, og så passerede han køligt AaB-målmanden Jacob Rinne til 2-0.
Efter 2-0-scoringen havde Lyngby flere gode muligheder for at lukke kampen, men i stedet blev det AaB, som mod slutningen pressede ihærdigt på for en scoring.
På trods af gode muligheder fik AaB ikke bragt sig tilbage i kampen, og derfor kan Lyngby altså fejre, at sæsonen indledes med en sejr og tre point.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned