Der bliver heller ikke spillet topfodbold i Spanien i den kommende weekend.
Den spanske Spillerforening oplyser mandag, at spillerne ønsker at fortsætte den igangværende strejke, der nu omfatter de to første spillerunder i Primera Division.
- Strejken fortsætter også i anden spillerunde, siger Luis Gil, der er direktør for Spillerforeningen.
De spanske spillere er utilfredse med, at flere klubber er sluppet af sted med ikke at betale deres spillere løn i flere måneder. Spillerforeningen vil derfor have en ny overenskomst på plads, inden der igen kan spilles fodbold.
Ligaen har lovet at afsætte penge i en fond, så den slags situationer kan undgås, men uden at spillerne i de 42 ligaklubber er tilfredse.
Spillerne kæmper blandt andet for retten til at rive deres kontrakter i stykker, hvis de ikke får løn i tre måneder i træk.
- De to parter er fortsat meget langt fra en aftale, men vi bliver ved med at arbejde hen i mod en løsning, siger Luis Gil.
Det er de to bedste fodboldrækker i Spanien, der er berørt af strejken. Ifølge Spillerforeningen har omkring 200 spillere i Primera og Segunda Division ikke fået udbetalt deres løn.
De spanske klubber skylder tilsammen omkring 370 millioner kroner til spillerne.
En strejke kan på længere sigt give store logistiske problemer i Spanien, fordi der ikke må spilles ligakampe efter 13. maj næste år på grund af EM-slutrunden i Polen og Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned