Sundhedsorganisation dropper uvaccineret NFL-stjerne
Aaron Rodgers har vundet en Super Bowl og er tre gange blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller, MVP. (Arkivfoto) Foto: Rick Scuteri/Ritzau Scanpix
Rick Scuteri/Ritzau Scanpix
Aaron Rodgers er ikke vaccineret mod coronavirus og skal ikke længere være talsmand for Prevea Health.
Efter ni års samarbejde er sundhedsorganisationen Prevea Health og NFL-stjernen Aaron Rodgers gået hver til sit.
Det oplyser Prevea ifølge AFP i en pressemeddelelse, i kølvandet af at det tidligere på ugen kom frem, at quarterbacken fra Green Bay Packers ikke er vaccineret mod coronavirus.
Derfor skal han ikke længere være talsmand for organisationen.
Rodgers er blevet smittet og er derfor ude af søndagens kamp mod Kansas City Chiefs. Forvirringen er opstået, fordi han i sommer forklarede, at han var "immuniseret".
Det tolkede offentligheden, som om Rodgers var blevet vaccineret mod sygdommen, men i stedet hentydede han til en "alternativ behandlingsform", som NFL dog ikke anerkender på linje med godkendte vacciner.
Ifølge Rodgers er der en ingrediens i vaccinerne fra Pfizer og Moderna, han er allergisk over for. Han overvejede vaccinen fra Johnson & Johnson, men fravalgte til sidst også den.
NFL-profilens syn på vaccinerne harmonerer tilsyneladende ikke længere med Privea Healths holdning.
- Prevea Health arbejder stadig hårdt for at beskytte sine patienter, medarbejdere, leverandører og samfundet under coronapandemien.
- Det indebærer at opfordre og hjælpe alle, som kan modtage vaccinen, til at blive vaccineret mod covid-19 for at forhindre virusset i at få yderligere betydning for liv og levebrød, skriver organisationen i meddelelsen.
Rodgers stillede fredag op til interview i programmet "The Pat McAfee Show".
- Jeg er klar over, at den woke folkemængde har mig i sigtekornet for tiden, sagde 37-årige Rodgers.
- Så inden det sidste søm bliver slået i min cancel culture-kiste, så vil jeg gerne få misforståelserne ud af verden i forhold til de mange løgne, der findes omkring min person.
I programmet forklarede Aaron Rodgers, at han har læst hundredvis af dokumenter om coronavaccinerne, inden han besluttede ikke at få dem.
Rodgers har vundet en Super Bowl og er tre gange blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller, MVP.
Senest blev han kåret som MVP i den forgangne sæson. I indeværende sæson har han i 8 kampe kastet for 1894 yards, 17 touchdowns og 3 interceptions.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned