Spillere fra hele verden bliver hentet til dansk fodbold med forventninger om, at de hurtigt slår til i Superligaen.
Men det kan være sin sag pludselig at befinde sig i et fremmed land.
Måske kommer den udenlandske spiller med kone og børn, og der kan være mange løse ender.
I Brøndby er det team manager Troels K. Jensens opgave at skabe en gnidningsløs overgang til livet i Danmark for klubbens nyindkøb.
- Vi skal sørge for, at spillerens fokus er på at spille fodbold - og ikke på alt muligt andet, for så spiller de ikke, som vi gerne vil have det, siger Troels K. Jensen.
- Så vi laver et støtteapparat rundt om de nye spillere, men det må heller ikke blive for meget. Vi ønsker ikke spillere, der er dovne.
- De skal også tænke selv og være selvstændige, for det er også egenskaber, vi kan bruge inde på fodboldbanen, siger han.
Den første opgave er at finde en bolig til spillerne. Typisk indlogeres Brøndbys nyindkøb på et hotel, inden spillerne - ofte inden for en måned - kan rykke over i en lejelejlighed i København.
Også i FC Midtjylland og FC København benytter de udenlandske nyindkøb sig oftest af lejeboliger, hvilket betyder, at spillerne hurtigt komme videre, hvis de bliver solgt igen.
I FCM vil den voksende andel af brasilianere typisk gerne bo i samme område, hvilket team manager Anita Hauge forsøger at hjælpe med.
Modsat FCK og Brøndby har flere FCM-spillere fri bolig og bil skrevet ind i deres kontrakter.
- Spillerne taler sammen og fortæller hinanden, hvor de bor.
- Vi bestemmer ikke i hvilken by, de skal bo. Så vi sender dem ikke til Herning, hvis de hellere vil bo i Silkeborg. Vi hjælper dem bedst muligt, da vi skal have dem til at fungere hurtigt, siger Anita Hauge.
Sideløbende med boligjagten skal spilleren have opholds- og arbejdstilladelse samt en tur på Borgerservice for at få et cpr-nummer.
Cpr-nummeret giver ret til dansk sygesikring, og så er det også et krav, når spilleren skal have oprettet en bankkonto, hvor spilleren kan modtage sin løn, som derfor risikerer at blive udbetalt med lidt forsinkelse.
- Vi hjælper med at udfylde papirerne, så de næsten bare skal underskrive dem, siger sportslig koordinator i FCK, Karina Danielsson.
- Vi booker tiden hos styrelsen for international rekruttering, og tager med derhen, og når det er ordnet, så kan de få cpr-nummer, bankkonto, bolig og bil, siger hun.
Karina Danielsson har sin mobiltelefon åben døgnet rundt, hvis behovet opstår hos de nyankomne spillere.
- De skal bare ringe til mig i stedet for at gå og tænke over tingene, for så bliver det bare en frustration for dem.
- Jeg siger selv, at jeg er en privat socialrådgiver, og jeg hjælper med alt. Jeg sætter ingen begrænsninger, og jeg hjælper, hvis de har låst sig ude og skal have fat på en låsesmed, eller de ikke kan finde ud af at tænde lyset og skal have skiftet en pære. Jeg har prøvet det meste, siger hun.
- I FCK får vi yngre og yngre spillere fra udlandet - helt ned på U17-niveau. Her er FCK Talent (akademiet, red.) inde over. Enten tager de unge spillere, som jo er børn, hele deres familie med, ellers bor de hos en værtsfamilie.
De lidt ældre spillere kan have koner med, hvor klubberne træder til, hvis der opstår problemer.
I Brøndby hjælper Troels K. Jensen, hvis klubbens udlændinge har børn, der skal starte op i daginstitution.
Og i FCM er Anita Hauge inde over, hvis konen skal have en arbejdstilladelse.
- Alle papirer står jo på dansk, så det er svært at forstå for dem, hvis de taler portugisisk. Vi hjælper også med at finde skole og børneinstitution, hvis det er relevant, siger hun.
Sprogbarriererne kan også betyde, at spillerne har kommunikative udfordringer i de nye omgivelser.
- Vi sørger altid for, at der er et tilbud om private undervisere til spillerne, så de kan lære engelsk. Vi har også en træner fra Mexico ansat, som kan hjælpe som tolk til kampe, siger Anita Hauge.
I Brøndby har klubben ansat chilenske Adolfo Rodriguez som "reservefar" for truppens i øjeblikket eneste spansktalende spiller, venstrebacken Blas Riveros fra Paraguay.
/ritzau/
Udenlandske nyindkøb giver ekstra papirarbejde
Når de danske fodboldklubber henter udenlandske spillere, så er der en række papirer, der skal bringes i orden, før spillerne kan komme i gang.
* Opholds- og arbejdstilladelse: Gælder spillere, der kommer fra lande uden for EU. Fås hos styrelsen for international rekruttering og integration, Siri. Hvis klubben er fasttrack-certificeret, så kan klubben hurtigt få en mødetid, hvor spilleren afgiver en biometri (fingeraftryk), så spilleren kan få en midlertidig arbejdstilladelse med hurtig jobstart, mens ansøgningen bliver behandlet.
* EU-registreringsbevis: Gælder spillere, der kommer fra EU-lande. Søges ligeledes hos Siri, men efter EU-opholdsreglerne. Her modtager spilleren et EU-opholdsbevis, der viser, at spilleren må opholde sig og arbejde i EU.
* Folkeregistret: Når der er styr på opholds- og arbejdstilladelse, så skal spilleren forbi Borgerservice for at blive meldt indflyttet i Danmark, hvor han får et cpr-nummer og kan bestille et sundhedskort.
* Sundhedskort: Når spilleren har fået et cpr-nummer, har spilleren også ret til at få sygesikring i Danmark.
* Bankkonto: Spilleren kan først oprette en bankkonto, når der er lavet et cpr-nummer. Der kan først udbetales løn, når kontoen er oprettet, så udenlandske spillere indimellem må vente en måned eller to på at få den første lønudbetaling. Det kan betyde, at klubben må lægge ud for udgifter i den første periode, eller at spilleren må bruge af sin opsparing.
* NemID/MitID: Spilleren skal også bruge NemID for at tilgå offentlige hjemmesider, banker og andre hjemmesider.
* Bolig/bil: I nogle kontrakter kan spillere have fri bolig og bil, men gør det sig gældende, så bliver spillerne beskattet af værdien, så det er ikke et gratis gode.
* Koner/børn: Spilleren kan familie, der ligeledes kræver opholdstilladelse samt børn, der skal tilmeldes en daginstitution, hvilket også kan kræve hjælp fra klubbens side.
* Registrering: Nye spillere skal registreres hos Dansk Boldspil-Union (DBU) med en godkendt spillerlicens, og de skal registreres på spillerlister hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Divisionsforeningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Historisk Scandlines-afgørelse: Kun sket to gange på 20 år
NaturLy er hjertet i vild bypark til lille million
Technomusik og traditioner: Flere generationer forenedes til sankthans
Aftale underskrevet: Skal løfte fodbolden på LF
Røskva og Karl blev de første studenter: - Da huen kom på, ramte det hele
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Tekniske problemer skabte kæmpekø
Gigant vil udvide på Falster
Flygtede fra flammerne i natten