Svensk topfodbold er endnu en gang plaget af tilskuere, der har svært ved at opføre sig ordentligt.
Lørdagens kamp mellem Malmø og Djurgården nåede kun at blive 12 minutter gammel, da dommer Martin Hansson følte sig tvunget til at afbryde kampen.
På det tidspunkt var hjemmeholdet Malmø foran 1-0, da fire kanonslag blev fyret af på tilskuerpladserne. Dommeren valgte konsekvent at stoppe kampen, hvorefter yderligere to kanonslag blev affyret.
- Der har været så mange og tilpas kraftige knald, at vi ikke vil fortsætte med at spille. Der er for store risici forbundet med det. Det handler om alles sikkerhed, siger dommer Martin Hansson til Canal Plus.
- Jeg synes, det er tragisk, og jeg føler tomhed. Sådan en beslutning bør man ikke blive tvunget til at tage, siger dommeren.
Kampen bliver ikke genoptaget.
Hændelsen på Swedbank Stadion i Malmø er ikke enestående i svensk fodbold. Det er således den tredje kamp i denne Allsvenskan-sæson, der bliver afbrudt efter ballade på tilskuerpladserne.
I maj blev kampen mellem Helsingborg og Malmö FF afbrudt ved stillingen 1-0 til Helsingborg, da en tilskuer løb ind på banen og overfaldt Helsingborg-målmanden Pär Hansson. Forinden var der blevet kastet kanonslag ned mod målmanden.
En måned forinden blev opgøret mellem AIK og Syrianska ligeledes bragt til ende før tid, da tilskuere skød fyrværkeri af på tribunen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned