Svenskere jubler over vanvittig afslutning på VM-kamp
Sveriges Ola Toivonen jubler efter sin scoring i sidste sekund mod Frankrig. Foto: /ritzau/AP/Marcus Ericsson
/ritzau/AP/Marcus Ericsson
Ola Toivonens scoring på det absolut sidste spark i VM-kampen mod Frankrig kan blive svensk idrætsklassiker.
Fredagens VM-kvalifikationskamp mellem Sverige og Frankrig i Stockholm fik en nærmest uvirkelig afslutning, da Ola Toivonen i de allersidste sekunder sikrede hjemmeholdet sejren med en scoring fra midten af banen.
De 48.783 tilskuere, spillere, trænere, ledere og bolddrenge på Friends Arena holdt vejret, da bolden svævede ned mod målet, som Frankrigs målmand, Hugo Lloris, havde efterladt tomt som følge af en "skovtur".
- Jeg vidste, at han var utrolig træt, og det var fra en ret lang afstand, så jeg var ikke engang sikker på, at han ville ramme målet. Men han gjorde det rigtigt godt. Jublen bagefter var helt utrolig, siger forsvarsspilleren Andreas Granqvist om Toivonens mageløse sejrsmål til 2-1.
Granqvist tilføjer, at han efter scoringen spurtede hurtigere end i hele kampen for at fejre målet.
Jimmy Durmaz, der i det 43. minut udlignede Frankrigs 1-0-føring og siden blev udskiftet, fortæller:
- Det vanvittige er, at jeg sagde til Roger (Jacobsson, Sveriges materialemand, red.), at Frankrig skulle lave verdens største brøler 30 sekunder inden. Derefter jagtede "Seb" (Sebastian Larsson, red.) bolden, og så lavede han den her fejl, siger han om Hugo Lloris.
Langt væk fra sin plads i målet valgte Frankrigs målmand at sparke bolden i blinde op ad banen, og præcis på midterlinjen havnede den i fødderne på Ola Toivonen.
Nyhedsbureauet TT mener, at scoringen kan blive en svensk "idrætsklassiker".
I lighed med for eksempel Björn Borgs sejre ved Wimbledon eller det svenske ishockeylandsholds afgørende scoring mod Canada i 1962, som sikrede VM-guldet.
- Jeg er ikke gammel nok til at erindre Hyland (tv-kommentator, red.) og da "pucken glider i mål", men jeg fik den samme følelse. Bolden er længe i luften, men jeg fornemmer, at bolden er i mål og jubler, inden der er mål, siger Sveriges landstræner, Janne Andersson.
- Det er heldigt. Det skal man have respekt for, men jeg vil ikke bede om undskyld for det, siger han.
Ola Toivonen selv siger om kampens sidste spark:
- Ja ... wow, altså wow. Det var vildt. Alt vores slid gennem 90 minutter belønnede sig i det absolut sidste minut. Det var vanvittigt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned