Team Esbjerg vil undgå at dumme sig i CL-kvalifikation
Træner Lars Frederiksen forbereder sig på en svær kamp mod tyrkere i Champions League-kvalifikationen.
Team Esbjergs kvindelige håndboldhold skal i den kommende weekend forsøge at spille sig frem til Champions League-gruppespillet.
Vejen går gennem en kvalifikationsturnering i Rumænien, hvor DM-sølvvinderne lørdag møder tyrkiske Ankara Yeminahalle i den ene semifinale.
Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, tager den opgave meget seriøst.
- Den kamp skal vi vinde for at komme videre til de sjove kampe.
- Men i forhold til niveauet skal man vide, at vi kommer op mod et hold med de bedste tyrkiske spillere, og så har de hentet seks-syv gode udlændinge.
- Ankara er et hold, vi på ingen måde må undervurdere. Jeg har stor respekt for dem. Det har stort set været umuligt for os at skaffe materiale om dem, og det gør ikke opgaven lettere, siger Lars Frederiksen.
Hvis Team Esbjerg som forventet vinder semifinalen lørdag, skal vestjyderne søndag spille finale om den enlige Champions League-billet, der er på spil.
Det bliver efter al sandsynlighed mod værterne, rumænske Baia Mare, der møder Minsk fra Hviderusland.
Baia Mare vandt i sidste sæson to gange over Viborg HK i Champions League-gruppespillet, og det rumænske hold nåede frem til kvartfinalen.
I forrige sæson sendte Baia Mare både Viborg og Team Tvis Holstebro ud i Champions League-kvalifikationen.
- Baia Mare har hjemmebane, og de har et hold med mange stjernespillere. Det er absolut en svær opgave, siger Lars Frederiksen.
Træneren anser det for helt sikkert, at Baia Mare vinder sin semifinale. Han vil dog helst holde fokus på Team Esbjergs egen semifinale.
- Sidste år kiksede FCM Håndbold i den første kamp i Champions League-kvalifikationen, så de nåede ikke frem til den afgørende kamp.
- Vi skal gøre os fortjent til finalekampen. Derfor forbereder vi os supergodt til kampen lørdag, siger Lars Frederiksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned