Team Sky indkasserede flest præmiepenge i Touren
Team Sky havde to ryttere på podiet i Paris, hvilket er hovedårsagen til, at det britiske hold også slog alle andre målt på pengepræmier. Geraint Thomas vandt Touren foran Tom Dumoulin (Team Sunweb) og holdkammeraten Chris Froome, der blev treer. Foto: Pool New/Reuters
Pool New/Reuters
Geraint Thomas og co. kørte 5,4 millioner kroner ind i præmiepenge. Jakob Fuglsangs Astana fik 400.000 kroner.
Det britiske cykelhold Team Sky tjente gode penge på holdets deltagelse i sommerens Tour de France.
Med den samlede sejr var Geraint Thomas med til at sikre Team Sky en samlet udbetaling i præmiepenge på 5,4 millioner kroner, hvilket er tre gange så meget, som det næstbedste hold, Team Sunweb, på pengelisten.
Det viser en opgørelse, som hjemmesiden cyclingnews.com har foretaget.
Geraint Thomas samlede sejr udløste en bonus på 3,7 millioner kroner, mens Sky-kollegaen Chris Froome på tredjepladsen kørte en bonus på 750.000 kroner ind til holdet.
Tom Dumoulins andenplads blev belønnet med 1,5 millioner kroner, så Team Sunweb samlet set kunne rejse hjem med 1,8 millioner kroner i præmiepenge.
Størstedelen af præmiepengene uddeles til de hold, der klarede sig godt i klassementet. En etapesejr var blot 82.000 kroner værd.
Danskerholdet Astana, der hentede to etapesejre, kunne derfor blot rejse hjem med 400.000 kroner i præmiepenge.
I alt udbetaler Tour-arrangøren ASO 17 millioner kroner i præmiepenge til de 22 deltagende hold. Det er penge, som efterfølgende bliver beskattet.
Disse ti hold tjente ifølge cyclingnews.coms opgørelse flest præmiepenge i Touren:
1. Team Sky: 5,4 millioner kroner.
2. Team Sunweb 1,8.
3. LottoNL-Jumbo: 1,4.
4. Quick-Step: 1,1.
5. Bora-Hansgrohe: 940.000 kroner.
6. Movistar: 850.000.
7. UAE: 750.000.
8. Bahrain-Merida 640.000.
9. AG2R: 520.000.
10. Trek: 440.000.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned