Team Sydhavsøerne på randen af fiasko i pokalkamp
Mads Andersen scorede sejrsmålet på straffekast i den forlængede spilletid. Foto: Thomas Lærke Jensen
Thomas Lærke Jensen
Der skulle forlænget spilletid til før lollikkerne havde besejret 3. divisionsmandskabet fra IF Stadion.
Efter syv 1. divisionskampe uden sejr skulle Team Sydhavsøerne torsdag aften tanke noget selvtillid mod 3. divisionsmandskabet fra IF Stadion i pokalturneringens fjerde runde.
Men det var ekstremt tæt på at blive endnu et kæmpe antiklimaks for 1. divisionsmandskabet, der havde voldsomme problemer med at overvinde holdet, der til dagligt spiller to rækker lavere.
Faktisk skulle der forlænget spilletid til, før at bravt kæmpende Stadion måtte kapitulere med mindst mulig margin.
Team Sydhavsøernes bedste spiller på en sløj aften Mads Andersen tog ansvaret, da ingen andre ville og tilkæmpede sig et straffekast, som han selv efterfølgende scorede på til slutfacit 27-26 efter 70 minutters indædt fight, hvor der på intet tidspunkt var end to måls forskel til nogen af holdene.
De to rækkers forskel var bestemt ikke til at få øje på, på noget tidspunkt.
Hjemmeholdet var et fysisk stærkt hold, der ikke var bange for at tage og uddele nogle tæsk, men det var også ventet, at de på et tidspunkt ville miste pusten i det høje tempo.
Men det skete bare ikke.
Dårlige afslutninger
Team Sydhavsøerne kunne ikke trække fra, da der blev brændt alt for meget på keeper Tobias Horne, der kampen igennem havde op i mod 20 redninger.
Det kunne man ikke sige var tilfældet i den modsatte ende, hvor Team Sydhavsøernes keeperproblem endnu engang blev udstillet. August Lihn og første halvleg og Nichlas Ludvigsen efter pausen fik ikke fat i alverden. Især på langskud scorede Stadion deres mål, og der burde keeperne have grebet bedre ind.
Stadion var bedst før pausen og kunne gå til halvleg med stillingen 15-14. Det blev der ikke ændret på i anden halvlegs første kvarter, hvor værterne førte med to mål.
Men så svigtede kræfterne en smule, så Team Sydhavsøerne kunne komme foran med 21-19. Chancerne til at lukke kampen var der rigeligt af. Men blandt andet blev der brændt tre straffekast på Tobias Horne, der stod glimrende.
Begge stolper
De dårlige afslutninger kostede dyrt i den modsatte ende, hvor Stadion fik udlignet til 23-23 og også havde bolden i det sidste minut, men en reel afslutning blev det ikke til. I stedet fik Team Sydhavsøerne chancen med 15 sekunder tilbage, men meget symptomatisk ramte Alexander Nielsen begge stolper, og så måtte kampen ud i forlænget spilletid på 2x5 minutter.
Kun Mads Andersen havde viljen til at gå igennem Stadion-forsvaret, og han fik to straffekast i den forlængede spilletid. Heraf det sidste altså 30 sekunder før tid, som førte til sejrsmålet.
Men træner Klavs Bruun Jørgensen var bestemt ikke tilfreds med, at der skulle bruges så mange unødige kræfter på at gå videre i pokalturneringen med bare to dage til, at holdet skal spille en livsvigtig udekamp mod Norddjurs lørdag eftermiddag.
Indstillingen for ringe
- Det var for dårligt hele vejen rundt og fuldstændig åndssvagt, når vi i forvejen er presset, og skal over og spille en så vigtig kamp på lørdag. Jeg kan godt blive bekymret over vores tilstand, når vi kan fedte sådan rundt mod et hold der, bevares, kæmper flot, men det er bestemt ikke prangende, det der foregår. Der er alt for mange situationer, hvor vi ikke er klar. Indstillingen er for dårlig, og det er bare ikke i orden, lød det fra en utilfreds Klavs Bruun Jørgensen, der kun fremhævede Mads Andersen.
Pokalturneringen, 4. runde, mænd, håndbold:
IF Stadion - Team Sydhavsøerne: 26-27 efter forlænget spilletid.
Ordinær kamp: 23-23 (15-14)
Målscorere IF Stadion: Malte Schnoor 9, Simon Lindholt 6, Leon Kirschberger 3, Jacob Olesen 2, Mikkel Wager 2, Joachim Mølgaard Andersen 1, Mads Nellemann Johansen 1, Anders Durck 1 og Casper Eghøj 1.
Team Sydhavsøerne: Mads Andersen 6 (2), Kristian Lund Vukman 5, Alexander Nielsen 5 (2), Pætur Mikkjalsson 4, Gustav Murel 2, Frederik Kiszka 2, Oskar Hare 2, Lasse Højgaard 1 og Kasper Manfeldt 1.
Udvisninger: IF Stadion: 6. Team Sydhavsøerne: 3
Kampforløb: 1-0, 3-5, 7-7, 10-8, 12-13, 16-14, 19-19, 20-22, 24-24, 25-25, 26-26 og 26-27.
Dommere: Martin Lykke og Henrik Johnsen.
Tilskuere: 100 i Energicenter Voldparken-Hallen.
Seneste artikler
Lalandia bruger tocifret millionbeløb på nyt område
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet
Personer gik på motorvejen