Terry er klar til håndtryk med Ferdinand
Anføreren for den engelske Premier League-klub Chelsea John Terry er klar til at trykke Anton Ferdinand i hånden forud for lørdagens kamp mellem Queens Park Rangers og Chelsea.
Chelsea-manager Roberto Di Matteo slår fast, at alle hans spillere giver håndtryk til samtlige modstandere i forbindelse med det betændte opgør, der i sidste sæson medførte stor polemik og en racismesag mod Terry, der endnu ikke er slut.
- Vi skal respektere reglerne, som er nedfældet af Premier League og sende et positivt signal til de mange millioner, der ser kampen over hele verden, lyder det fra Roberto Di Matteo.
I juli blev John Terry frifundet af retssystemet for at have slynget racistiske bemærkninger mod QPR's Anton Ferdinand under opgøret på Loftus Road.
Terry, der af det engelske fodboldforbund er blevet frataget anførerbindet på landsholdet, er fortsat anklaget af forbundet, der kan idømme ham bøde og karantæne, hvis han findes skyldig.
Både Chelsea-kaptajnen og hans holdkammerat Ashley Cole, der vidnede til fordel for Terry i retten, måtte melde fra til tirsdagens landskamp mod Ukraine med skader, men de forventes begge klar til et potentielt eksplosivt gensyn med Anton Ferdinand lørdag.
- De er friske igen, har trænet et par dage, og vi forventer, de er klar lørdag, siger Roberto Di Matteo.
Queens Park Rangers og Chelsea møder hinanden lørdag klokken 16.00 på QPR's hjemmebane Loftus Road.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned