Tidligere grand slam-vinder får has på Elmer Møller
Elmer Møller spillede en god turnering i Girona, men kunne ikke slå Marin Cilic. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Elmer Møller forsøgte ihærdigt, men Marin Cilic havde mere kraft i ketsjeren og vandt finalen.
Elmer Møller kæmpede bravt, men måtte se sig slået, da han søndag stod i finalen ved Challenger-turneringen i spanske Girona.
For på den anden side af nettet stod den hårdtslående kroat Marin Cilic, der kan prale af, at han i 2014 vandt grand slam-turneringen US Open.
Kroaten er ganske vist ikke på samme niveau som dengang, men søndag havde han ganske enkelt mere slagkraft end danskeren og vandt 6-3, 6-4.
Elmer Møller viste dog prøver på, hvorfor han på sin vej mod finalen i Girona ikke havde afgivet et eneste sæt.
Hans varemærke - baghånden - overrumplede flere gange den 36-årige Marin Cilic, som måtte se boldene flyve om ørerne på ham flere gange, når han vovede sig lidt frem i banen.
Elmer Møller måtte generelt slide mere for pointene, men kom på 2-2 i første sæt med et rent serveparti.
Der var dog ikke rigtig nogen tvivl om, hvem der var bedst i søndagens finale, og det kom til udtryk to partier senere. Marin Cilic sikrede sig et servegennembrud, da Møller hamrede bolden langt ud af banen.
Danskeren var tæt på at bryde tilbage omgående, da han kom foran 40-0 i Cilics efterfølgende serveparti. Men kroaten holdt hovedet koldt og kom tilbage.
Derefter blev det en lang slagudveksling, der afgjorde partiet. I alt havde Møller seks breakbolde, men misbrugte dem alle, og Cilic vandt partiet og senere sættet.
I andet sæt var partierne knap så lange. Elmer Møller kom aldrig rigtig tæt på og havde ikke en eneste breakbold.
Ved stillingen 5-3 havde Marin Cilic sin danske modstander nede i sækken, men Møller overlevede en breakbold og forlængede kampen en smule.
Det pillede dog ikke ved, at Marin Cilic var et niveau stærkere end Elmer Møller søndag, og i det efterfølgende parti servede han sejren i hus.
Elmer Møller kan trøste sig med, at han stryger flere pladser frem på verdensranglisten, som opdateres mandag. Her vil han være at finde på en placering som nummer 139. Inden turneringen lå han nummer 156.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned