Tidligere landsholdsangriber afløser Agger i HB Køge
Nicklas Pedersen erstatter Daniel Agger. (Arkivfoto). Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Nicklas Pedersen skal stå i spidsen for HB Køge, som i sidste uge sagde farvel til Daniel Agger.
Det bliver den tidligere landsholdsangriber Nicklas Pedersen, der skal overtage tøjlerne i HB Køge efter Daniel Agger.
Klubben fra landets næstbedste fodboldrække har således forfremmet U17-træneren, som nu kommer til at stå i spidsen for klubbens førstehold.
Det oplyser HB Køge på sin hjemmeside, hvor direktør Per Rud begrunder valget.
- Nicklas har allerede bevist sit værd i klubben med imponerende resultater for vores U17-hold.
- Samtidig har han stor erfaring fra sin spillerkarriere. Han er dygtig til at videreformidle sin viden og bruge den aktivt i sit trænerarbejde, siger Per Rud.
Nicklas Pedersen er født i Køge og spillede sine første seniorår hos Herfølge, som er den ene af moderklubberne i HB Køge.
Derfra rykkede han til FC Nordsjælland, inden han i 2009 forlod Danmark og skrev kontrakt med hollandske FC Groningen.
Derefter tørnede han ud for belgiske klubber, indtil han i 2019 indstillede karrieren hos hollandske FC Emmen efter store knæproblemer.
Over årene blev det også til 13 kampe på det danske landshold, hvor han scorede en enkelt kasse i en venskabskamp mod Georgien.
I HB Køge erstatter han sin tidligere landsholdskollega Daniel Agger, som uden synderlig succes har stået i spidsen for klubben i to sæsoner.
HB Køge har bøvlet med en presset økonomi, som ifølge klubben har gjort arbejdsbetingelserne svære for trænerteamet, der også bestod af den tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned