Tidligere superligabomber skifter til RB Leipzig
Alexander Sørloth blev fløjet ind med mesterskabstrofæet, da FC Midtjylland vandt Superligaen i 2018. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den norske angriber Alexander Sørloth bliver holdkammerat med danske Yussuf Poulsen i RB Leipzig.
Konkurrencen er øget om frontpladserne i bundesligaklubben RB Leipzig.
Tirsdag har klubben hentet den norske angriber Alexander Sørloth. Han har underskrevet en femårig kontrakt.
Det skriver RB Leipzig på sin hjemmeside.
- Efter de første samtaler blev det hurtigt klart for mig, at jeg ønskede at spille for RB Leipzig. Klubben tiltrak opmærksomhed i den forgangne sæson med imponerende præstationer i ligaen, men især i Champions League gjorde man opmærksom på sig selv.
- Den offensive fodbold, som Julian Nagelsmann (Leipzig-træner, red.) spiller, passer ideelt til min spillestil. Jeg ser frem til udfordringen i Bundesligaen, siger Alexander Sørloth ifølge Leipzigs hjemmeside.
Med Sørloths ankomst er Skandinavien bredt repræsenteret i klubbens offensiv, hvor danske Yussuf Poulsen og svenske Emil Forsberg i forvejen er en del af arsenalet.
Den 24-årige nordmand har tidligere spillet i superligaklubben FC Midtjylland med stor succes.
Den fysisk stærke angriber nåede blot at repræsentere midtjyderne i efteråret 2017, inden han efter ti mål i 19 superligakampe blev solgt videre til Crystal Palace for et stort millionbeløb.
Succesen udeblev i England, og han har derfor været lejet ud til først Gent i Belgien og siden Trabzonspor i Tyrkiet.
Der er blevet plads til en ny angriber i RB Leipzig, efter at klubben i sommer sagde farvel til den tyske landsholdsangriber Timo Werner, der er skiftet til Chelsea.
Leipzig fik en god start på den nye bundesligasæson i søndags. Her vandt holdet 3-1 hjemme over Mainz, og Yussuf Poulsen var blandt målscorerne i opgøret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned