Tidligere vikar bliver permanent cheftræner i Dortmund
Edin Terzic er blevet ansat som cheftræner i Dortmund. Det har han prøvet en gang tidligere i karrieren. Foto: Marius Becker/Ritzau Scanpix
Den tyske fodboldklub Borussia Dortmund har ansat Edin Terzic som cheftræner efter fyringen af Marco Rose.
Borussia Dortmund har hyret Edin Terzic som cheftræner. Han har fået en kontrakt til sommeren 2025. Det oplyser den tyske fodboldklub mandag på sin hjemmeside.
39-årige Terzic har tidligere været træner i Dortmund, da han tog over efter Lucien Favre i december 2020. Terzic var træner i resten af den sæson, inden Marco Rose tog over i sommeren 2021.
I fredags valgte Dortmund at fyre Marco Rose efter en enkelt sæson, hvor Dortmund var sluttet på andenpladsen efter mestrene fra Bayern München.
Dortmund-sportsdirektør Sebastian Kehl har stor tillid til Terzic, som har været teknisk direktør i klubben i det seneste år.
- Vi havde i den forgangne weekend flere intensive samtaler med Edin Terzic. Jeg er overbevist om, at denne personalebeslutning er den rigtige for Dortmund.
- Edin kender vores klub, miljøet, en stor del af holdet og ved, hvilke justeringer vi vil lave for at kunne tilbyde vores fans succes, siger Kehl til klubbens hjemmeside.
Sportsdirektøren håber på, at næste sæson bliver en ny sportslig start for klubben.
Dortmund vil i de kommende dage holde samtaler og sammensætte resten af det fremtidige trænerteam.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned