Tiger Woods modtager behandling og er ved godt mod
Inden Tiger Woods blev flyttet til Cedars-Sinai Medical Center, var han indlagt på Harbor UCLA Medical Center, hvor verdenspressen stod klar udenfor for at rapportere om nyt om den levende legende. Foto: Apu Gomes/Ritzau Scanpix
Apu Gomes/Ritzau Scanpix
Golfstjernen er ved at komme sig på et hospital i Los Angeles ovenpå en voldsom soloulykke tirsdag morgen.
Tiger Woods er "ved godt mod", efter at han tirsdag gennemgik en lang operation efter en soloulykke i Californien.
Det fremgår af en erklæring på golflegendens Twitter-profil natten til lørdag dansk tid.
- Tiger er blevet flyttet til Cedars-Sinai Medical Center og modtog i morges (fredag, red.) opfølgende behandling for sine skader. Behandlingen har været succesfuld, og han er nu ved at komme sig og er ved godt mod, skriver Tiger Woods' fond TGR Foundation i erklæringen.
- Tiger og hans familie vil gerne takke jer alle for den fantastiske støtte, som familien har modtaget over de seneste dage.
45-årige Woods forulykkede i sin bil i en forstad til Los Angeles tirsdag morgen lokal tid og pådrog sig alvorlige skader i det ene ben.
Golfspilleren fik tirsdag aften foretaget en omfattende operation i sit højre ben, hvor han blandt andet fik indsat et marvsøm i skinnebenet.
Derudover blev hans højre fod og ankel stabiliseret med en kombination af skruer og nåle.
Sheriffen i Los Angeles County bekræftede onsdag, at Woods ikke vil blive tiltalt for nogen kriminelle forhold i forbindelse med ulykken, da der efter politiets opfattelse var tale om et uheld.
Tiger Woods anses som en af golfhistoriens allerbedste spillere og er en levende legende i sporten.
Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned