To Salzburg-spillere får dopingkarantæne i tre måneder
Sekou Koita er den ene af to spillere, der har afleveret en positiv dopingtest. Foto: Andreas Schaad/Ritzau Scanpix
Andreas Schaad/Ritzau Scanpix
Medicin mod højdesyge indeholdende et stof fra listen over forbudte stoffer har fældet to Salzburg-spillere.
Fodboldspillerne Mohamed Camara og Sekou Koita, der spiller for den østrigske fodboldklub Red Bull Salzburg, er blevet tildelt dopingkarantæner på tre måneder, oplyser klubben.
Karantænerne træder i kraft øjeblikkeligt og gælder i alle klub- og landskampe.
Det betyder, at ingen af de to er med, når Red Bull Salzburg, som har danske Rasmus Kristensen på kontrakt, torsdag møder Villarreal i Europa Leagues 16.-delsfinale.
Red Bull Salzburg, Mohamed Camara og Sekou Koita blev gjort bekendt med de positive dopingtest i midten af december.
De to spillere blev testet positive, efter at de i ti dage havde været i landsholdstjeneste for Mali.
Red Bull Salzburg oplyser, at begge spillere modtog medicin, som skulle hjælpe dem mod højdesyge. Medicinen indeholdt et stof, som er på listen over forbudte stoffer. Historien melder intet om, hvilket stof der er tale om.
Lægen, der sørgede for medicinen til de to spillere, er blevet suspenderet af Malis fodboldforbund.
Disciplinærkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har i sin dom vurderet, at ingen af de to spillere bevidst har dopet sig.
Det er imidlertid spillernes eget ansvar at sørge for, at de ikke indtager ulovlige stoffer.
Det er to profiler, Red Bull Salzburg nu mangler i tre måneder.
Sekou Koita er angriber og har scoret 17 mål i 28 kampe på tværs af alle turneringer. Han er dermed den næstmest scorende i truppen i denne sæson.
Mohamed Camara huserer på Red Bull Salzburgs midtbane og har optrådt 25 gange for klubben i løbet af den igangværende sæson.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie